Cambodia består overvejende af en slette omkranset af bjerge - især i sydvest hvor Cardamour
bjergkæden rejser sig. I nord antager landskabet abrupte former med Dangrek bjergene.
Den centrale del af landet er præget af Tonlé Sab bækkenet. Mod dette sted flyder flere
floder, der løber sammen i Mekong - en af Asiens største floder. Klimaet er subtropisk og
præget af monsunregn. Størstedelen af befolkningen bor i landets centrale dele og er
overvejende beskæftiget med produktionen af gummi og ris, der er landets basale fødevare
og eksportprodukt. Mineralforekomsterne - primært fosfat, jern og kalksten - udnyttes
endnu ikke. Det alvorligste miljøproblem er skovningen forårsaget af afløvningsmidler
samt eksplosionen af bomber og miner under krigen. Landet mistede af samme årsag omkring
tre fjerdedele af sin fauna.

Folket: Cambodianerne udgør en homogen kulturel etnisk gruppe, der er spredt over et
større geografisk område, end det der i dag udgøres af Cambodia. Der findes en
vietnamesisk og kinesisk minoritet i landet.

Religion: Siden 1986 er buddhismen (theravada retningen) atter statsreligion og den
dominerende. Der findes en islamisk (cham) minoritet.

Sprog: Khmer (officiel og dominerende)
Politiske partier: Den forenede national front for et uafhængigt, neutralt, fredeligt og
kooperativt Cambodia (Funcinpec); Det cambodianske folks Parti (Pracheachon), ledet af
Chen Sim; Buddhistiske Liberaldemokrater ledet af Son Sann; Khmer Rouge anvender fortsat
navnet «Demokratisk Kampuchea».

Officielt navn: Kongedømmet Cambodia

Administrativ inddeling: 22 provinser

Hovedstad: Phnom Penh (Phnum Pénh): 1.200.000 indb. (1997).
Andre vigtige byer: Battambang, 45.000. Kompong Cham, 33.000.
Regering: Siden 1993 parlamentarisk monarki. Konge er Norodom Sihanouk. Premierminister
er Hun Sen, udnævnt i maj 1998. Eksekutivrådet er valgt af Nationalforsamlingen, der
består af 120 medlemmer, valgt for en 5 årig periode.

Nationaldag: 9. november (uafhængighed, 1953).

Væbnede styrker: Cambodias kongelige væbnede Styrker (87.700 mand) blev dannet i 1993
ved sammenlægningen af Cambodias folkelige Stridskræfter med to væbnede
ikke-kommunistiske oppositionsgrupper.

Paramilitære styrker: Khmer Rouge bestod i slutningen af 1994 af noget under 5.000
partisaner.

Udenlandske styrker: FN (UNTAC): 16.000 soldater og 3.540 civile politifolk.

Cambodia er det eneste land, der har fået sit navn fra en rishi (vismand), da de første
cambodianske konger proklamerede, at de nedstammede fra den store vismand, Cambu
Svayambhuva. Det første cambodianske kongedømme blev i de kinesiske skrifter kendt under
navnet Funan, og blev grundlagt af mon- og khmerfolkene, der i det første århundrede
(efter vor tidsregning) indvandrede fra nord. Under disse første århundreder var den
indiske indflydelse af stor betydning, når indiske og kinesiske pilgrimme gjorde holdt
ved det nuværende Cambodias kyster for at bytte silke og metaller mod krydderier,
aromatisk træ og guld.

De kinesiske kilder beskriver omfanget af den indiske indflydelse i Funan i vismanden
Kaundimnyas figur, der giftede sig med prinsesse Soma, der havde Nagi baggrund - dvs. en
halvgud. Han forandrede khmerinstitutionerne efter indisk mønster. En af forandringerne
var sandsynligvis indførelsen af overrisling i stor skala, hvilket gjorde det muligt at
høste ris op til tre gange årligt. En anden var opbygningen af en kult omkring den
indiske gud, Shiva, der af khmererne blev opfattet som jordens oprindelige ånd og ejer.

En tredje forandring der tilskrives Kaundimnya var den relative sameksistens mellem
hinduismen og buddhismen, der i mere end 1000 år karakteriserede Cambodia.

Ifølge de kinesiske kilder blev der i Funan udviklet et centraliseret statsapparat, med
en enevældig monark i spidsen. Monarken forvaltede landbrugsarbejdet og tilegnede sig
produktionsoverskuddet, for at financiere sin egen og en præstekastes livsstil, samt for
at bygge fæstningsværker, paladser og templer.

De første inskriptioner findes i sanskrit i det 6. århundrede og i det 7. også i khmer.
Frem til i dag har det ikke været muligt at klarlægge historien mellem nedgangen i
Funankulturen og udviklingen af en ny centraliseret stat tre århundreder senere i det
nordvestlige Cambodia. En region som de kinesiske skrifter fra epoken kaldte Chenla.
De kinesiske kilder peger på eksistensen af i det mindste to cambodianske kongedømmer, der
udbad sig Kinas anerkendelse. De var begge under Java kongedømmetskontrol, der sandsynlig-
vis hørte hjemme på Sumatra. Khmer og sanskrit kilder bevidner i hvert fald eksistensen
gennem det 7., 8. og 9. århundrede af en lang række kongedømmer, der aflagde tribut til
Java kongedømmet.

I år 790 erklærede en cambodiansk prins der var født og uddannet ved det javanesiske hof
under Sailendra dynastiet sig for arvtager til Funan monarkiet. Han erklærede territoriet
beboet af khmerer for uafhængigt af Java og lod sig krone som Jayavarman II. Over de
følgende 10 år udstrakte Jayavarman sin magt mod nord, underlagde sig vasalstater og
nåede frem til floddalen. I 802 lod han sig atter krone. Denne gang som
«chakravartin» - den antikke indiske betegnelse for verdens hersker- i det nordøstlige
Cambodia. Jayavarman var Cambodias første «nationale» konge.

I 887 erobrede Indravarman I tronen, der egentlig var tiltænkt hans fætter, Jayavarman
III. Under hans regeringsperiode blev der bygget et stort dæmningsanlæg omkring hovedstaden
Roluos. Det blev den første del af et udstrakt system af dæmninger, kanaler og
vandingskanaler, der atter gjorde områdets jorde produktive. Det muliggjorde etableringen
af en tætbefolket og centraliseret stat i en region, der ellers ville have været gold.
I 889 blev Yasovarman khmerernes konge og begyndte i samme område bygningen af byen
Angkor - på den tid kaldet Yasodharapura - der blev khmerrigets hovedstad. I 1002 erobrede
Suryavarman I tronen og udstrakte khmerernes rige langt ind i, hvad der i dag er Thailand
og Laos. I 1080 var Angkor blevet erobret af kongedømmet Champa, men en khmerguvernør i
en af de nordlige provinser udråbte under navnet Javayarman VI sig selv til konge og
regerede riget - ikke fra Angkor men fra sin egen provins.

I 1177 blev Angkor atter engang erobret af styrker fra Champa. Jayavarman VII udråbte sig
til konge og erobrede i 1181 Vijaya, Champas hovedstad - i det nuværende Vietnam. Under
hans regering nåede khmerriget sin største udstrækning, og dækkede både det nuværende
Thailand og Laos, men nåede også Myanmar, Malaysia og Vietnam. Jayavarman VII lod sig
konvertere fra hinduismen til buddhismen, der dermed blev nationalreligionen.

I år 1200 påbegyndtes bygningen af Angkor Thom, kongerigets nye hovedstad. Denne opgave
var så stor, at den tømte kongerigets skatkammer, og det led under alvorlige økonomiske
problemer de følgende årtier. Angkors nedgang faldt sammen med fremgang for kongedømmerne
Thai i vest og Vietnam i øst. Cambodia blev en lille stat mellem to store naboer.

hmerriget var skiftevis afhængig af begge. Når det skulle befri sig fra trældommen under
en besættelsesmagt måtte det søge støtte hos den anden. For at klare deres gæld måtte
khmererne til sidst underkaste sig. Da thaierne i 1432 endnu engang havde erobret Angkor,
forlod khmererne byen og overlod den til junglens fremtrængen.


1864 Frankrig gør sin entré
Gennem mere end 400 år blev kongedømmet skiftevis erobret af thaier og vietnamesere,
indtil den cambodianske kong Norodom i 1864 accepterede, at landet blev et fransk
protektorat, i forventning om at franskmændene ville beskytte det mod Siam (Thailand) og
Vietnam. Men franskmændene kunne ikke hindre, at thaierne for en periode erobrede nogle
af landets vestlige områder - deriblandt byen Battambang. Ved at klynge sig til den
franske autoritet undgik kong Norodom under alle omstændigheder, at landet blev opdelt
mellem thaier og vietnamesere. I de foregående århundreder havde Vietnam erobret store
områder af det daværende cambodianske territorium. F.eks. havde Mekongdeltaet - dvs.
hele det nuværende Sydvietnam - været beboet af khmerer frem til det 18. århundrede.

Men kong Norodoms billigelse blev Cambodias status i 1884 ændret fra protektorat til
koloni. Frankrigs indflydelse steg og Cambodia blev sammen med Vietnam og Laos omdannet
til den Indokinesiske Union. I de følgende årtier installerede kolonistyret en europæisk
administration i Cambodia og udviklede landets infrastruktur. Under alle omstændigheder
nåede den økonomiske udvikling i Indokina under fransk styre ikke det samme niveau som i
Myanmar eller Indien under englænderne.

Der var stor forskel på Cambodias og Vietnams situation indenfor den Indokinesiske Union.
Cambodia var frivilligt gået ind i en alliance med Frankrig for at bevare sin kulturelle
og nationale autonomi overfor presset fra Thailand og Vietnam. Helt frem til 2.
verdenskrig fandt der derfor kun et mindre oprør sted i Cambodia mod kolonimagten.
Anderledes med Vietnam der var blevet koloniseret mod sin vilje. Her var hele kolonitiden
præget af stadige oprør mod kolonimagten.

Spændingen mellem Cambodia og Vietnam er også en konflikt mellem to forskellige
civilisationer. Mens Vietnam er præget af den kinesiske civilisation og kampen mod
kinesisk overherredømme, er Cambodias historie præget af den indiske civilisationen og
kampen mod det vietnamesiske og thailandske overherredømme.

I kolonitiden importerede franskmændene vietnamesiske arbejdere til gummiplantagerne i
Cambodia. De vietnamesiske indvandrere fik også stillinger i den lavere koloni-
administration. Den vietnamesiske befolkning nåede i efterkrigstiden derfor op på omkring
en halv million. Samtidig fandt der også en betydelig kinesisk indvandring sted. Den
kinesiske og vietnamesiske befolkning udgjorde flertallet i byerne. På den måde blev der
udviklet modsætninger mellem ikke blot khmerbefolkningen og kinesere og vietnamesere,
men også mellem by og land. Cambodia har aldrig haft en virkelig overklasse af godsejere.

Størstedelen af jorden blev ejet af småbønder, men bønderne følte sig udbyttet af byerne,
hvor kineserne og vietnameserne dominerede handelen.

Efter at Tyskland ved starten af 2. verdenskrig invaderede Frankrig, besatte japanske
styrker i september 1940 Indokina uden at støde på modstand. I officielle termer var
aftalen, at Japan kunne anvende de militære installationer til sine tropper, mod at
franskmændene fik lov at bevare den administrative kontrol. Samtidig invaderede
thailandske styrker en række af landets vestlige provinser. Således led Cambodia under
den 2. verdenskrig langt mindre skade end f.eks. øerne i Stillehavet, der var skueplads
for voldsomme kampe mellem krigens parter.


1945 Cambodia erklærer sig selvstændigt
I 1941 udpegede den franske koloniadministration en ung prins på 18 år, Norodom Sihanouk,
til konge over Cambodia. De håbede, at de let ville være i stand til politisk at manipulere
den unge uerfarne konge. Men da japanerne den 12. marts 1945 trak sig ud af landet,
erklærede den unge konge det for selvstændigt. Alligevel besatte Frankrig ved 2. verdenskrigs
afslutning atter Indokina, men mens Vietnam kastede sig ud i en antikolonial krig,
manøvrerede den cambodianske konge for at skaffe sit land større autonomi.

Kampen mod det franske kolonistyre overskyggede dog de historiske modsætninger mellem
khmerer og vietnamesere. Men kampen mod Frankrig blev i Cambodia aldrig en virkelig
massebevægelse. Modstandsbevægelsen i Indokina blev ledet af vietnameserne.


I 1947 blev en ny forfatning vedtaget, der bevarede Norodom Sihanouk som konge, der dog
havde indskrænkede magtbeføjelser. I 1949 blev der indgået en ny aftale, hvorefter
franskmændene alene tog sig af forsvar og udenrigspolitik, mens de øvrige politiske
spørgsmål var overladt til et «lokalt» parlament. I 1951 blev det indokinesiske
kommunistparti opløst og erstattet af tre selvstændige kommunistpartier. Et i Vietnam, et
i Laos og et i Cambodia. Alle partierne opbyggede bredere frontorganisationer i kampen mod
Frankrig. På grund af den vanskelige militære situation gav Frankrig Cambodia
selvstændighed allerede i 1953 - et halvt år før det franske nederlag i Vietnam, der
førte til Geneveaftalen i maj 1954. Den forudsatte en umiddelbar tilbagetrækning af de
franske tropper i Vietnam og Laos, men der skete kun omgrupperinger, og befrielses-
bevægelserne fik kontrollen over Nordvietnam og to provinser i Laos. Geneveaftalen bestemte
desuden, at de vietnamesiske befrielsesstyrker skulle trækkes tilbage fra Cambodia.

et skete også, samtidig med at store dele af den cambodianske befrielsesbevægelse nedlagde våbnene.

I 1955 abdicerede Sihanouk til fordel for sin fader, for i stedet at kunne hellige sig
det politiske liv. Ved valget samme år vandt hans parti alle pladser i National-
forsamlingen. I 1960 overtog prinsen premierministerposten.

1960 Vietnamkrigen spreder sig til Cambodia
Sihanouk førte en neutral politik og udviklede et godt forhold til Vietnam og Kina, men
den stigende nordamerikanske intervention i 1960'erne skabte problemer. Sihanouk tillod
at grænseprovinserne mod Vietnam blev anvendt som baser og forsyningslinier for
befrielsesbevægelsen i Sydvietnam. Disse områder blev i realiteten kontrolleret af den
vietnamesiske befrielsesbevægelse. I 1965 bombede den sydvietnamesiske militærregering
derfor for første gang Cambodia, hvilket pressede landet nærmere Sovjet og Kina. I 1968
indledte USA sine første bombardementer af den såkaldte «Ho Chi Minh sti», der gennem
Cambodia forsynede Vietcong med forsyninger fra Nordvietnam.

Samtidig med at Sovjetunionen og Kina støttede Sihanouks regime, blev der i 1960'erne
udviklet en guerillabevægelse - Khmer Rouge (De Røde Khmerer). Bevægelsen blev ledet af
Pol Pot, der nægtede at samarbejde med Sihanouk. Sihanouk førte en begrænset krig mod
denne bevægelse.


1970 CIA styrter Sihanouk
I 1970 blev Sihanouk styrtet ved et militærkup planlagt af CIA, mens han gennemførte
diplomatiske udspil til forsvar for landets selvstændighed. Den nye militærregering blev
ledet af general Lon Nol, og modtog over de følgende 5 år 1.600 millioner dollars i
«bistand» fra USA. Militærregeringen krævede umiddelbart, at Vietcong skulle strække sig
ud af landet. Det førte til forsoning mellem Sihanouk, vietnameserne og Khmer Rouge, der
fortsatte guerillakampen mod styret. Militærjuntaen overlevede alene 5 år pga. den
massive bistand fra Sydvietnam og USA's side, og støtten fortsatte over i egentlig
nordamerikansk invasion af landet under påskud af kampen mod Khmer Rouge.

Prins Sihanouk gik i eksil i Beijing og dannede derfra i samarbejde med Khmer Rouge
Kampucheas nationale Enhedsfront, der anvendte landets gamle navn på khmersproget.
I 1973 gik Khmer Rouge i offensiv og i april 1975 erobrede bevægelsen hovedstaden Phnom
Penh - kort tid før Vietcong smed nordamerikanerne ud af Saigon. Befrielseskampen og
USA's intervention havde indtil da kostet over 100.000 cambodianere livet.


1975 Khmer Rouge tager magten
De nye magthavere stod overfor enorme opgaver. Cambodia var ødelagt og uden nogen form for
organisering på grund af krigen. Hovedstaden var svulmet op til flere millioner mennesker,
der kun var blevet holdt i live gennem massive nordamerikanske forsyninger ad luftvejen.
De nye magthavere besluttede at hindre en forestående hungerkatastrofe ved at flytte
befolkningen ud på landet for at deltage i fødevareproduktionen. Men et andet forhold
spillede også ind. Khmer Rouges modstandskamp blev udviklet i landsbyerne. De havde ringe
kontakt med bybefolkningen - i modsætning til befrielsesbevægelserne i Vietnam.
Bybefolkningen blev betragtet som udbyttere af landbefolkningen.

Men også på andre fronter markerede Cambodia sig med en meget anderledes strategi end
nabolandene Laos og Vietnam, hvor partisanerne også havde vundet krigen. Godt nok blev
der i 1976 vedtaget en ny forfatning, der blev vedtaget i Folkeforsamlingen, og som
udpegede Sihanouk og Khmer Rouge's Khieu Sampham til henholdsvis stats- og regeringschef,
men da Sihanouk vendte hjem fra sit eksil i Kina, blev han tvunget til at træde tilbage
og sat i husarrest. Samtidig trådte Pol Pot frem som regimets stærke mand.

Cambodia lukkede sine grænser - selv overfor diplomater fra venligtsindede lande. Pol Pot
regimet afskaffede landets valuta, sprang Nationalbanken i luften og flyttede byernes
befolkning ud på landet, hvor de blev kastet ind i landbrugsproduktionen. Over de følgende
5 år kostede massehenrettelser, sult og sygdomme mindst 1 million cambodianere livet.
100.000 blev sendt på flugt over grænsen til Vietnam og 30.000 til Thailand.

Regimet styrkede båndene til Kina og brød forbindelserne til Vietnam. Allerede i 1975
blev den store vietnamesiske befolkningsgruppe smidt ud af landet. Samtidig erklærede
regimet, at det ikke anerkendte «kolonitidens tilfældige grænsedragning». De eksisterende
grænser var ellers blevet bekræftet i 1973 ved en aftale underskrevet af Sihanouk og
Vietnam, for at undgå fristelsen til gendannelse af de gamle kongedømmers grænser. Fra
slutningen af 1977 begyndte Khmer Rouge derfor at gennemføre et stigende antal angreb
ind i Vietnam. Samme år i september erklærede Pol Pot, at der allerede i 1960 var blevet
dannet et kommunistparti med ham selv som formand, og det var dette parti, der var kernen
i Khmer Rouge.


1979 Heng Samrin tager magten med støtte fra Vietnam
I 1978 kom det til en splittelse i Khmer Rouge. En pro-vietnamesisk fraktion under ledelse
af general Heng Samrin brød ud og dannede Den forenede front til Kampucheas Frelse. I
januar 1979 indtog styrker fra denne front med støtte fra Vietnam Phnom Penh og
proklamerede oprettelsen af Folkerepublikken Kampuchea. Der blev nedsat et Revolutionært
Folkeråd, der skulle forestå landets genopbygning. I løbet af få uger var hele landet
under frontens kontrol og Khmer Rouge jaget på flugt. I denne situation henvendte Pol Pot
sig til Sihanouk, som han ellers havde holdt i husarrest i 3 år, og bad ham tale Cambodias
sag overfor FN. På vej til New York rejste Sihanouk over Kina, hvor han fik en
overstrømmende modtagelse, men samtidig benyttede lejligheden til voldsomt at fordømme
Khmer Rouge. Det tyder på, at Kina allerede på det tidspunkt havde valgt at satse på
Sihanouk frem for de ukontrollerbare røde khmerer.

Pol Pot blev retsforfulgt og dømt in absentia af de nye magthavere for krigsforbrydelser. Han indledte til gengæld guerillakrig mod den nye regering. Med støtte fra USA og Kina bevarede Pol Pot i de følgende år sin plads som repræsentant for Cambodia i FN. De to supermagter foretrak alligevel massemorderen Pol Pot frem for den nye vietnamesisk støttede regering i Phnom Penh. I 1982 gik Sihanouk og Khmer Serei under ledelse af Son Sann sammen med Khmer Rouge i eksilregeringen, Demokratisk Kampuchea.

I Phnom Penh udformede den nye regering et program til reaktivering af industrien,
landbruget og transportsektoren. Sovjetunionen og andre socialistiske lande gav støtte til
reetableringen af energiforsyningen og opførelsen af en minimal industri. Ved parlaments-
og kommunalvalgene i 1981 blev der opstillet mange kandidater til hver post. Alligevel
besluttede de Alliancefri landes Bevægelse på sit møde i New Delhi at lade Cambodias
plads i bevægelsen stå tom. De var ude af stand til at tage stilling mellem landets to
stridende fraktioner.


1985 Vietnamesisk tilbagetrækning
I juli 1985 offentliggjorde Vietnam sin beslutning om tilbagetrækning af 150.000 soldater
over de følgende 5 år. Trods kommunistpartiets formelle opløsning allerede i 1981 blev
spørgsmålet om Khmer Rouges deltagelse eller ej i det politiske liv den største hindring
for en forhandlingsløsning på konflikten. Den manglende løsning påvirkede i høj grad
regeringen. Først og fremmest gennem international isolation - kun omkring 30 lande
anerkendte det nye styre. Alligevel blev der opnået en fortsat stigning i produktionen af
ris og i bestanden af kvæg, svin og høns.

Fra 1986 begyndte Phnom Penh at tilnærme sig prins Sihanouk, og tilbød ham som del af en
samlet aftale posten som regeringsleder. Kravet var dog, at Khmer Rouge skulle holdes
udenfor.
I perioden 1987-89 mødtes premierminister Hun Sen 6 gange med Sihanouk, men den centrale
uenighed var hver gang, hvorvidt Khmer Rouge skulle deltage i en overgangsregering.

I maj 1989 blev udgangsforbuddet der havde været i kraft siden 79 ophævet, den private
ejendomsret blev tilladt indenfor visse ikke-strategiske virksomheder, og der blev
gennemført en privatisering af jord og dele af den offentlige transport. For at fuldende
forandringerne og reducere den internationale isolation, blev landet i juni omdøbt til:
Staten Cambodia.

I juli 89 brød en fredskonference der blev afholdt i Paris sammen pga. modsætningerne
mellem oppositionens tre væbnede grupper. Modsætningerne var knyttet til spørgsmålet om
FN's overvågning af tilbagetrækningen af de vietnamesiske styrker og Khmer Rouges
deltagelse i en ny regering. I september fuldførte Vietnam sin tilbagetrækning fra landet.

I april 1990 knuste en militæroffensiv fra Phnom Penh regeringen oppositionens partisan-
baser og tvang den på flugt over grænsen til Thailand. Det fik regeringen i Bangkok til at
arrangere et nyt møde mellem Sihanouk og Hun Sen. De blev enige om, at oprette en
national organisation, der skulle symbolisere det nationale overherredømme og enhed,
under «passende» overvågning fra FN's side.

1991 Fredsaftale

I juli 1990 trak USA sin anerkendelse af Demokratisk Kampuchea tilbage og indledte
forhandlinger med Vietnam om en fredsformel. I september 1991 blev der underskrevet en
fredsaftale, hvormed der blev oprettet et Øverste Nationalråd med repræsentanter fra
Phnom Penh regeringen og dele af oppositionen, og under ledelse af Sihanouk, der skulle
regere landet frem til afholdelsen af valg i 1993.
I 1992 udsendte FN en stor fredsstyrke, der skulle kontrollere våbenhvilen og organisere
afholdelsen af valget.

Valget til grundlovsgivende forsamling i maj 1993 blev boykottet af Khmer Rouge. Det blev
vundet af Funcinpec under ledelse af Norodom Ranariddh - Sihanouks søn - og fik over
halvdelen af pladserne. I den nye regering delte Ranariddh og Hun Sen premierminister-
posten.

I september 93 blev den nye forfatning vedtaget, den grundlovsgivende forsamling blev
omdannet til parlament og der blev etableret et parlamentarisk monarki. Sihanouk blev
udpeget til konge - «uafhængig» af alle politiske partier. Monarken tilbragte størstedelen
af 1994 i Kina, hvor han var under behandling for kræft, men samtidig fortsatte han sit
arbejde for dannelsen af en «national forsoningsregering», der også skulle omfatte
Khmer Rouge.

I 1995 spidsede kampene mellem regeringshæren og Khmer Rouge der kontrollerede 15% af
territoriet til. Samtidig udtrykte IMF sin tillid til den økonomiske udvikling i landet.

I 1996 begyndte Khmer Rouge at vise tegn på udmattelse. I juni samme år fremkom der
forskellige versioner om Pol Pots død, der blev fortolket som tegn på intern splittelse
i guerillaen. De talrige deserteringer indikerede, at regeringens politik der var
orienteret mod at «splitte» Khmer Rouge var ved at give resultater.


I juli 1997 blev prins Ranariddh afsat af regeringsstyrker, der var tro mod
«anden-premierminister» Hun Sen. Han blev anklaget for forræderi og for planlægningen af
borgerkrig sammen med Khmer Rouge. Fra Kina gav kongen sin billigelse til hun Sens
forslag om udnævnelse af udenrigsminister Ung Huot fra Funcinpec til
første-premierminister. I marts 1998 benådede kongen sin søn, der var blevet idømt 30 års
fængsel.
Beslutningen blev set som et forsøg på at bremse det politiske kaos, der var opstået med
Ranariddhs afgang, og desuden som et forsøg på at sikre international økonomisk støtte,
der var blevet indefrosset som følge af kuppet.

Trods internationale forsøg på genopbygning af det cambodianske samfund, er det fortsat
dybt præget af den straffrihed, som statsembedsmændene nyder godt af, på trods af deres
indblanding i alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Amnesty International har fordømt
mordene på hundredvis af oppositionspolitikere og retsvæsenets svage, korrupte og
inaktive karakter.

Pol Pot døde i Thailand den 15. april 1998, uden nogen sinde at være blevet stillet for
retten. Han efterlod sig et ødelagt land, der fortsat ikke er kommet sig efter hans
rædselsregime.

En måned efter Pol Pots død vendte Ranariddh tilbage til Cambodia for at deltage i et
valg, der med kun en snæver margen blev vundet af Hun Sen. Både Ranariddhs Funcinpec og
lederen af det andet store oppositionsparti, Sam Rainsy kritiserede uregelmæssigheder
ved valget. Stemmesedler var forsvundet, der var lagt pres på vælgerne, begået fejl under
optællingen, og der fandtes ikke et tilstrækkelig antal observatører på plads. Iflg. de
600 internationale observatører var valget imidlertid forløbet perfekt.

Mens krisen i Sydøstasiens økonomi nåede sit højdepunkt, blev Cambodia i maj 1999 optaget
i ASEAN. Optagelsen udløste imidlertid polemik internt i ASEAN. Godt nok var den udtryk
for afslutningen på årtiers ustabilitet udløst af den kolde krig, men nogle frygtede
samtidig, at Cambodia pga. den økonomiske krise og forskellige opfattelser omkring
demokrati og menneskerettigheder, ville bringe sine egne problemer med ind i forumet.

I Cambodia udtrykte oppositionslederen Sam Rainsy frygt for, at ASEAN ville ødelægge den
cambodianske industri, der ville få vanskeligere ved at konkurrere. Skete det, ville
Cambodia blive reduceret til eksportør af ris og ædelstene.