Fakta om Vietnam

Størrelsesforhold


Dette langstrakte land ligger langs den østlige kyst af den indokinesiske halvø ud til
Tonkinbugten og det sydkinesiske hav. Klimaet er tropisk, regnfyldt og landet ligger i
monsunbæltet. Vegetationen er præget af regnskov og dets vandveje er veludviklede.
Den nordligste del af landet er den mest bjergrige. To store floder munder ud i et delta:

I nord Song Koi og i syd Mekong. Størstedelen af befolkningen er beskæftiget i landbruget
med ris som det vigtigste produkt. Den nordlige del af landet er rigt på stenkul, brunkul,
kul, jern, mangan, bauxit og titanium. De vigtigste industrier findes indenfor minedrift,
fødevarer og tekstiler. Fældningen af træer til privat brug og byggeri bidrager til afskov-
ningen, men den vigtigste årsag - især i nord - skyldes Vietnamkrigen, hvor USA anvendte
kemiske afløvningsmidler, bl.a. det såkaldte «Agent Orange». Regeringen indledte i 1975 et
folkeforflytningsprogram, hvor millioner af nordvietnamesere blev flyttet til landets
centrale højtliggende områder, der blev anset for tyndt beboede. Programmet nåede sit
højdepunkt i midten af 80'erne og havde store negative konsekvenser for miljøet. Bl.a.
blev skoven systematisk fældet i de højere liggende områder.

Folket: Vietnameserne udgør flertallet af befolkningen. Montagnarderne der består af flere
østasiatiske etniske grupper som tho, hoa, thai, khmer, muong og nung samt kinesiske
efterkommere udgør den resterende del af befolkningen.

Religion: Overvejende buddhistisk og traditionelle religioner. Der findes omkring 2 millioner
katolikker og omkring 3 millioner medlemmer af sekterne hoa-hao og cao-dai.
Sprog: Vietnamesisk (officielt) og etniske minoritetssprog.

Politiske partier: Vietnam Kommunistparti (VKP - Dang Cong San Vietnam) oprettet af Ho Chi Minh
i 1931 er ifølge forfatningen «samfundets ledende organisation». Det demokratiske Parti og
Socialististparti oprettet i hhv. 1944 og 46 organiserede de intellektuelle og det nationale
borgerskab i den antikoloniale kamp.

Sociale organisationer: Vietnams Fagforeningssammenslutning (Tong Cong Doan Vietnam) oprettet
i 1946 er den eneste Landsorganisation. Den er tilsluttet Verdensforbundet af Fagforeninger
(WFTU). Unionen af vietnamesiske Kvinder er oprettet i 1930.

Officielt navn: Nu'ó'c Công Hòa Xâ Hôi Chu' Nghî'a Viêt Nam.
Administrativ inddeling: 39 provinser inklusive byerne Hanoi, Haiphong og Ho Chi Minh.

Hovedstad: Hanoi, 3.057.000 indb. (1995).
Andre vigtige byer: Ho Chi Minh (tidligere Saigón), 3.555.000 indb. (1995); Haiphong, 1.573.000
indb.; Da-Nhang, 381.410 indb. (1993).

Regering: Tran Duc Luong, præsident og statschef valgt i september 1997. Phan Van Khai,
premierminister og regeringschef, ligeledes valgt i september 1997. Nationalforsamlingen
består af 496 medlemmer valgt ved nationale valg. De vælger medlemmerne af statsrådet.
Den udøvende magt udøves af Ministerrådet.

Nationaldag: 2. september. Uafhængighed (1945)
Væbnede styrker: 572.000 soldater (1995).
Paramilitære styrker: 5.000.000 (Byernes- og Landområdernes Forsvarsenheder)

Kinesisk indflydelse og uafhængighed
Den nordlige del af det nuværende Vietnam blev erobret af Kina i det første århundrede f.v.t.
Dette var indledningen til det kinesiske herredømme, der varede i over 1.000 år.
Den kinesiske indflydelse satte et varigt præg på det vietnamesiske samfund. Kina havde
en overlegen kultur og civilisation. Kineserne forbedrede landbruget ved bygningen af
vandingsanlæg og metalplove og indførte ny teknik i minedriften. De byggede veje og kanaler.

Nordvietnam blev gradvist præget kulturelt af kineserne. Den konfutsianske lære og det kinesiske
administrative system blev indført.

Under kinesisk styre blev den nordlige del af Vietnam den mest avancerede civilisation i
Sydøstasien. Kina ønskede at gøre vietnameserne til kinesere. Men selv om vietnameserne
adopterede de vigtigste sider af den kinesiske kultur og civilisation, accepterede de
aldrig det kinesiske politiske herredømme.

Nordvietnams historie er i denne periode præget af stadige oprør mod den kinesiske politiske
dominans. Men Nordvietnam blev aldrig «konfutsianiseret» på samme måde som Kina. Det
buddhistiske indslag var stærkere. I Vietnams centrale dele var den hinduistiske
indflydelse stærk, på samme måde som i Kampuchea, der havde herredømmet over hele den
sydlige del af Vietnam. Nordvietnam blev selvstændigt i det niende århundrede efter at
have besejret de kinesiske hære.


I 1500 tallet begyndte den vietnamesiske ekspansion sydpå. Befolkningstilvæksten førte til
mangel på dyrkbar jord. Den sydlige del af Vietnam var frugtbar men tyndt befolket.
Saigon blev erobret ca. år 1700, og ved slutningen af 1700 tallet var det der i dag er
Vietnam under ét styre, med undtagelse af den sydligste del af Sydvietnam der først blev
erobret i 1840.

Men denne voldsomme ekspansion skabte nye problemer. Den stærkt centraliserede administration
i Nordvietnam kunne vanskelig opretholdes over dette udstrakte område. Det sydlige område
søgte at frigøre sig. Borgerkrige brød ud, og i perioder var Vietnam delt i to stater,
omtrent efter den skillelinie der blev den midlertidige grænse mellem Nord- og Sydvietnam.

For den videre udvikling var det vigtigt, at Sydvietnam aldrig kom under den faste centraliserede
kontrol fra centralmagtens side som Nordvietnam. De lokale guvernører i Sydvietnam havde
betydelig autonomi.

Det kinesisk prægede samfundssystem der herskede i Nordvietnam, var allerede i 1100 tallet
konsolideret. Kejseren havde absolut magt. Hans magt tilskrev sig et «mandat fra himlen.

Landet blev styret af et embedsværk af mandariner, som kun var ansvarlige overfor kejseren.
På samme måde som i Kina blev mandarinerne rekrutteret gennem et eksamenssystem efter
konfutsianske principper. Principielt kunne alle blive embedsmænd, men kun de velstående
havde råd til den lange skolegang, der var en forudsætning for at bestå eksamen.

Der opstod ingen militær kaste med politisk indflydelse, og ej heller et aristokrati med
selvstændig politisk magt. Ingen købmandsklasse eller nogen ejendomsbesiddende middelklasse
truede mandarinernes magtstilling. De større jordejere blev holdt i skak ved regelmæssige
omfordelinger af jorden.

Sydvietnam udviklede aldrig den fasttømrede samfundsstruktur, der herskede i Nordvietnam.

Erobringen af Sydvietnam var fuldført i slutningen af 1700 tallet. 100 år senere blev
Vietnam koloniseret af Frankrig. I modsætning til Nordvietnam havde Sydvietnam fået stærke
civilisations- og kulturimpulser fra hinduismen, og området var i længere tid en del af
Kampuchea. Godsejerne havde en stærkere stilling i Sydvietnam. Denne forskel mellem Nord-
og Sydvietnam blev forstærket med den franske erobring.

Vietnam som fransk koloni

På samme måde som det kinesiske kejserrige ikke overlevede sammenstødet med den vestlige
imperialisme, bukkede også det vietnamesiske samfundssystem under i sammenstødet med
Frankrig. Men mens Kina aldrig mistede sin politiske uafhængighed, blev Vietnam koloniseret.

Den sydlige del af Vietnam - Cochinkina - blev en egentlig fransk koloni, mens den centrale
del (Anam) og Nordvietnam (Tongkin) blev gjort til protektorater. Dette forskel havde mindre
politisk og økonomisk betydning.

Erobringen af Vietnam indledtes i 1860 under Napoleon III, og stødte kun på spontan,
desorganiseret og dårlig bevæbnet modstand. Alligevel var franskmændene 3 årtier om endelig
at besejre denne modstand. For at fjerne den kinesiske kulturelle indflydelse indførte
franskmændene «quoc ngu» - et vietnamesisk skriftsprog med latinske bogstaver. Med dette
gav de samtidig nationalisterne er stærkt redskab til popularisering af viden og til
genskabelse af den nationale kultur. Skriftsproget blev lettere at lære og
trykningsomkostningerne lavere end det kinesiske skriftsprog, der indtil da havde været
anvendt.

Kolonialiseringens baggrund var, at den franske kapitalisme havde behov for råvarer og
nye markeder. Den udvikling der fandt sted under kolonistyret tog udelukkende sigte på at
fremme franske interesser. Det gjaldt så vel gummiplantagerne, som minedriften og fødevare-
produktionen. Der blev næsten ikke opbygget industri. De store profitter franskmændene
høstede blev ikke reinvesteret i det vietnamesiske erhvervsliv. De franske investeringer
var koncentreret om produktion til eksport.

Med bygningen af vandingsanlæg blev risarealet firedoblet i perioden 1880-1930, men størstedelen
af vietnameserne fik samtidig deres ernæringsstandard forværret. De nye jordarealer blev
ikke fordelt blandt de jordløse bønder, men gik til franskmænd og en lille gruppe velhavende
vietnamesere, som samarbejdede med franskmændene. På denne måde voksede der en klasse
frem af vietnamesiske godsejere, og de styrkede gradvist deres magt ved at de mindre bønder
ofte kom i økonomiske vanskeligheder og følgelig måtte pantsætte deres jord til de rige
bønder.

Denne udvikling var særlig tydelig i den sydlige del. I Cochinkina ejede 2,5% af befolkningen
45% af jorden, småbønderne der udgjorde 70% ejede kun 15% af jorden. De jordløse bønder
udgjorde 50% af befolkningen før anden verdenskrig. Tvangsarbejde var almindelig og
arbejdsforholdene i minerne og på gummiplantagerne var så umenneskelige, at der blev protesteret
mod dette i den franske nationalforsamling, men uden at forholdene blev synderligt forbedrede.


På grund af fattigdommen blev Vietnam aldrig noget stort marked for franske eksportvarer.
Den købekraftige befolkningsgruppe var begrænset til franskmændene og de 7.000 vietnamesiske
godsejere.

En begrænset forbrugsvareindustri som bryggerier og cement- og tekstilfabrikker blev
udviklet, men vietnameserne blev holdt udenfor den moderne sektor og såvel eksport- og
importhandlen som detailhandlen. Disse sektorer var forbeholdt franskmændene og på det
lavere niveau kineserne. Det totale antal arbejdere i industrien og minevirksomheden var
i 1930 ca. 100.000.

De administrative stillinger var forbeholdt franskmændene, men en del af de lavere stillinger
blev gradvist besat med vietnamesere. I 1939 var det kun 15% af de vietnamesiske børn der
fik nogen form for skolegang, og 80% af befolkningen var analfabeter. Dette stod i stærk
kontrast til den førkoloniale periode, da flertallet af befolkningen besad en vis skrive-
og læsefærdighed. I 1939 fandtes der 700 vietnamesiske studenter ud af en befolkning på 20
millioner. Den vietnamesiske befolkning blev ikke blot økonomisk udarmet under kolonitiden.
Den blev også sat kulturelt tilbage.

Den katolske kirke spredte under kolonitiden sin indflydelse. Man regner med, at der
efter anden verdenskrig var 2-3 millioner katolikker i Vietnam. Dette kom til at få stor
betydning efter verdenskrigen.

Det kapitalistiske system der fulgte med kolonimagten blev et fremmedelement i Vietnam,
og kapitalismen blev forbundet med udenlandsk undertrykkelse. Franskmændene skabte aldrig
nogen virkelig indenlandsk kapitalistisk klasse.

Modstand mod koloniregimet

På samme måde som vietnameserne i sin tid havde kæmpet mod det kinesiske herredømme i
landet, kæmpede de også mod den franske kolonimagt. Den franske indflydelse var stærkest
i det opsplittede og ikke særligt homogene Sydvietnam, men modstanden mod franskmændene
gjorde sig også gældende der. En serie oprør fandt sted, og oprøret i Nordvietnam var
først slået ned i 1897. Disse oprør blev overvejende ledet af den gamle embedsmandsklasse
- mandarinerne - der ønskede at blive franskmændene kvit for at genskabe det gamle samfund.

Efter århundredskiftet voksede der en ny nationalistisk bevægelse frem, som var positivt
indstillet overfor vestlige ideer, videnskab og teknologi. Denne bevægelse var først
inspireret af den japanske udvikling, på samme måde som den kinesiske nationale bevægelse
omkring århundredskiftet. Efter det kinesiske kejserdømmes fald i 1912, blev Kina den
vigtigste inspirationskilde.

Efter første verdenskrig voksede der en bevægelse frem, der søgte at opnå indrømmelser ved
at samarbejde med Frankrig, og i Sydvietnam gav franskmændene tilladelse til oprettelse
af et politisk parti. En tilsvarende tilladelse blev ikke givet i Nord. Forskellen mellem
Nord- og Sydvietnam trådte atter frem. Men denne politiske bevægelse slog fejl.
Franskmændene nægtede at give indrømmelser, og i 1930 brød der nye oprør ud.

Allerede gennem 1920'erne var der dukket flere politiske organisationer op. I 1925 havde
Ho Chi Minh bl.a. dannet den revolutionære vietnamesiske ungdomsbevægelse, der hurtigt
blev den vigtigste blandt de illegale modstandsgrupper. I 1929 blev der i flere dele af
landet oprettet marxistisk-leninistiske partier, der året efter blev samlet i Indokinas
Kommunistiske Parti af Nguyen Ai Quoc, der senere antog navnet Ho Chi Minh. Senere
besluttede partiet, at det ville være mere effektivt at opdele sig i tre dele for hhv.
Kampuchea, Laos og Vietnam. Sidstnævnte antog navnet Arbejderpartiet. Det var først ved
dets 4. kongres i 1976, at det antog navnet Vietnams Kommunistiske Parti (VKP).


I 1930 brød der som sagt et omfattende bondeoprør ud ledet af kommunistpartiet. En række
godsejere blev dræbt, og der blev flere steder oprettet «sovjetområder». Vi ser her en
parallel til den tilsvarende udvikling i Kina på det samme tidspunkt. Det tog franskmændene
over et år at undertrykke dette oprør. Da Leon Blum dannede sin folkefrontsregering i
Frankrig i 1936, skete der en vis liberalisering i Frankrigs kolonipolitik i Vietnam,
men efter Blumregeringens fald i 1937, satte undertrykkelsen ind på ny.

I 1930'erne havde kommunistpartiet ikke mindst pga. Pham Van Dong og Vo Nguyen Giaps
arbejde, opbygget et netværk af kommunistiske grupper i størstedelen af landet, og
kommunistpartiet fremtrådte som den dominerende leder af befrielsesbevægelsen.

Den kommunistiske bevægelse stod stærkest i Nordvietnam. Af historiske årsager var
gennemslagskraften ikke så stor i Sydvietnam. I denne del var der i mellemkrigstiden
sket en stærk vækst i de buddhistisk-politiske og patriotiske sekter Cao Dai og Hoa Hao,
der fik op imod en million tilhængere.

Begivenhederne under den anden verdenskrig var af afgørende betydning for den videre
udvikling i Vietnam. I 1942 havde Japan besat hele Indokina, men den franske administration
fik lov til at fortsætte. Først i marts 1945 afsatte japanerne den franske administration
og tog fuld kontrol over landet.


I 1941 fik Ho Chi Minh samlet de forskellige nationale bevægelser i en fælles front under
navnet Viet Minh. Chiang Kai-shek søgte fra Kina at skabe en modbevægelse, men dette
mislykkedes totalt. Viet Minh organiserede guerillakampen mod Japan, samlede informationer
om de japanske militære dispositioner og organiserede redningen af nedskudte nordamerikanske
piloter. Med sin kamp mod den japanske besættelse, og sit radikale program formåede Viet Minh
at sammensmelte de stærke nationalistiske strømninger i det vietnamesiske folk og den
radikale reformbevægelse, og give disse et socialistisk indhold.

Da japanerne kapitulerede, havde Viet Minh en stærk hær og bred folkelig opbakning. Den
18. august 1945 beordrede Ho Chi Minh generalopstand. To uger senere var den revolutionære
magt etableret i Hanoi, og republikkens uafhængighed blev proklameret. Herskeren Bao Dao
trådte tilbage og tilbød at fungere som rådgiver for det nye styre.

Det kommunistiske parti i Vietnam fuldførte på mange måder den samme opgave, som det kinesiske
kommunistparti gjorde i Kina. Men mens de kinesiske kommunister havde fuld kontrol over
deres land i 1949, måtte den vietnamesiske befrielsesbevægelse først kæmpe mod Frankrig
og senere mod USA indtil den endelige sejr i 1975.

Forhandlinger mellem Frankrig - der kontrollerede den sydlige del af landet - og Ho Chi Minh
førte i marts 1946 til en aftale, efter hvilken Frankrig anerkendte Viet Minh regeringen
og gav Vietnam status som fri stat indenfor den franske union. Men samtidig var
franskmændenes egentlige mål genetableringen af kolonistyret, og i Hanoi var regeringens
mål fuldstændig uafhængighed. I juni 1946 proklamerede Frankrigs højkommissær for Indokina,
Georges-Thierry d'Angeleu, Cochinkina for en selvstændig republik. Franskmændene ankom
derpå for at forene Cochinkina med den nordlige del, udråbte den associerede stat Vietnam
og udnævnte den afsatte hersker Bao Dao som statschef. Men Viet Minh overgav sig ikke.
Tvært imod gennemførte den en stadig mere effektiv guerillakamp. Efter 9 års kamp sejrede
vietnameserne endelig, da de den 7. maj 1954 indtog den franske militærbase Dien Bien Phu.

Samme år blev der i Geneve underskrevet en fredsaftale, efter hvilken franskmændene skulle
trække sig ud og der i 1956 skulle gennemføres valg i hele Vietnam. Viet Minh styrkerne
skulle samtidig trække sig tilbage til nord for den 17. breddegrad. I syd installerede
USA Ngo Dinh Diem regimet i Saigon, opdelte landet og overtrådte Geneveaftalen ved ikke
at gennemføre valg. I 1960 sluttede organisationer - demokrater, socialister, nationalister
og marxister - der var fjendtligt stemte overfor Diemdiktaturet sig sammen i den nationale
befrielsesfront (FNL), også kendt som Vietcong og ledet af advokaten Nguyen Huu Tho.

Den 2. modstandskamp» blev indledt. Denne gang mod de skiftende militærregeringer i Saigon
og især mod USA, der støttede, bevæbnede og rådgav dem. I første omgang med rådgivere
men senere med tropper, der nåede op på i alt 580.000 i 1969. USA smed flere bomber over
Vietnam, end der var blevet kastet under hele 2. verdenskrig og eksperimenterede med
kemiske og bakteriologiske våben. (Se Vietnamkrige.)

Det uafhængige Vietnam
USA's 15 år lange krig mod Vietnam kostede supermagten 150 milliarder dollars, ødelagde
70% af bebyggelsen i nord og gjorde 10 millioner hektarer uanvendelige. Alligevel sejrede
Vietnam. Den 30. april 1975 drog Vietcong sejrrigt ind i Saigon og den 2. juli 1976 blev
landet genforenet under navnet Den socialistiske vietnamesiske Republik. Folket stod nu
overfor en gigantisk opgave. Landet skulle genopbygges efter umenneskelige lidelser og
ødelæggelser. Mange millioner var blevet dræbt eller såret. 40% af den dyrkbare jord og
skov var ødelagt. Dæmninger der var afgørende for dyrkningen af mad, var bombet i stykker.

Store befolkningsgrupper i Nordvietnam var blevet evakueret. Over ti millioner var blevet
flygtninge i Sydvietnam. Krigen havde beslaglagt alle ressourcer i Nordvietnam, således
at der ikke havde været nogen reel økonomisk vækst i perioden fra 1965 til 1975. I 30 år
havde Vietnam været delt i to stater, der havde udviklet vidt forskellige samfundssystemer.

I Nordvietnam havde kommunistpartiet konsolideret sin stilling efter sejren over Frankrig
i 1954. Det havde udviklet det mest stabile ledelseslag indenfor den socialistiske verden.
Ledelsen omkring den geniale politiker Ho Chi Minh, der var blevet etableret i 1930,
havde i modsætning til Sovjetunionen og Kina aldrig oplevet udrensninger. Ingen var blevet
anklaget for at være kontrarevolutionære eller følge kapitalistiske veje. Ho Chi Minhs
død i 1969 skabte ingen magtstrid.

Allerede under befrielseskampen mod Frankrig var det blevet gennemført jordreformer i de
befriede områder. I 1955-56 foregik der en kollektiviseringskampagne. På grund af dens
hårdhændede gennemførelse mødte den dog udstrakt modstand. Politikken blev lagt om og
uroen blev hurtig overvundet. Lederen af kollektiviseringskampagnen blev forflyttet, men
var fortsat med i ledelsen. En betydelig del af industrien, veje, jernbaner, skoler og
sygehuse, der var blevet opbygget, blev bombet i stykker af USA. Den nye landbrugspolitik
førte frem til 1965 til en betydelig stigning i landbrugsproduktionen, da krigen mod USA
for alvor satte ind. Al produktion blev indstillet på at producere de mest nødvendige varer
og våben. Nøjsomhed og enkel livsførsel blev normen. Den ubestridte leder Ho levede ikke
synderlig anderledes end den gennemsnitlige vietnameser.

Udviklingen i Sydvietnam dannede en skarp kontrast til dette. I syd blev der opbygget et
kunstig samfund, baseret på nordamerikanske dollarindsprøjtninger, med en høj luksus-
standard for overklassen. Saigonregimets politik var at flytte befolkningen til byerne,
for at hindre at guerillaen kunne få støtte i landsbyerne. I 1960 var 85% af Sydvietnams
befolkning bønder, i 1975 det reduceret til 35 %. Saigon var svulmet op til en by på 4
millioner. 8 millioner levede direkte af nordamerikanerne. Administrationen og hæren var
svulmet op til 1,5 millioner og 3 millioner var arbejdsløse.

Da krigen sluttede led 90% af befolkningen i storbyen Da Nang af syfilis. Saigon havde
100.000 prostituerede og lige så mange narkomaner. Den amerikanske senator Fullbright
karakteriserede Sydvietnam som «et land af lejesoldater og prostituerede.
Sydvietnams industri var baseret på importerede råvarer, og eksporten dækkede kun 10% af
importen. Det nordamerikanske herredømme i Sydvietnam havde skabt en ny klasse af officerer,
embedsmænd og sortbørshandlere, der levede højt på USA's bistand.

Sydvietnam måtte så at sige bygges op på nyt. Selv om krigen var vundet, stod
kommunistpartiet overfor en næsten lige så vanskelig opgave som at vinde krigen.
Saigonregimet havde udryddet størstedelen af de kommunistiske kadrer. I 1975 var der i et
distrikt i Saigon blot 15 kommunister, 150 var dræbt og 300 fængslet. Den vigtigste
opgave var at få de økonomiske hjul i gang og at flytte en del af bybefolkningen ud på
landet.

Genopbygningen af landet efter krigen og integrationen af Nord- og Sydvietnam stødte på
langt flere problemer end regeringen i Hanoi havde regnet med. Under krigen havde
Nordvietnam fået store kornleveranser fra Kina, og Sydvietnam havde fået fødevarehjælp
fra USA. Dette ophørte i 1975. I flere år efter 1975 blev Vietnam ramt af tørke- og
oversvømmelseskatastrofer. Fødevareproduktionen var ikke tilstrækkelig til at dække selv
et beskedent forbrug.

Kollektiviseringen i syd og oprettelsen af nye landbrugsområder stødte mange steder på
modstand, og bureaukratiet virkede på mange områder lammende. På grund af de økonomiske
vanskeligheder måtte regeringen lempe på sine socialiserings- og integrationsprogrammer,
men samtidig førte de økonomiske problemer og politisk skuffelse til, at et betydeligt
antal flygtede fra Sydvietnam. Situationen resulterede i 1976 i en mere omfattende
udrensning i partiet - bl.a. af de prokinesiske grupper.

Krig med Kampuchea og Kina

Samtidig var freden endnu ikke fuldt etableret i området. I januar 1979 kom Vietnam i krig
med Pol Pot regeringen i Kampuchea (nuværende Cambodia), der krævede betydelige dele af
Vietnamesisk område (se Cambodia). Samme år, kort tid efter at Pol Pot regimet var blevet
erstattet med Heng Samrin, invaderede Kina den nordlige del af Vietnam. Angiveligt i
forsvar for den kinesiske befolkning, der modsatte sig en «vietnamiseringskampagne.

Den virkelige årsag var dog, at Kina havde været den styrtede Pol Pots vigtigste
alliancepartner. Det kom til nye grænsetræfninger i 1980, men Vietnam havde den militære
overlegenhed, og grænsen mellem de to lande forblev uændret.

Kampucheas enhed med det øvrige Indokina betragtes af Vietnam som essentiel for landets
egen sikkerhed. Støtten til Heng Samrin regeringen overfor Khmer Rouge, prins Sihanouk og
den nationale befrielsesfront var kostbar for Vietnam - både pga. den militære indsats
og bistanden af fødevarer. Det blev ikke bedre af, at USA under ledelse af præsident
Ronald Reagan i 1981 nedlagde hindringer for bistand fra FN og en nordamerikansk
bistandsorganisation.

Allerede på VKP's 4. partikongres i 1976 var målet blevet formuleret om selvforsyning
indenfor nøglesektorerne: Indenfor landbruget var målet produktionen af 20 millioner tons
gryn - overvejende ris - om året, og indenfor energiproduktionen blev der planlagt
opførelse af flere termiske kraftværker. Forbindelserne til Sovjet blev samtidig styrket
med undertegnelsen af en aftale om olieeftersøgning.

Økonomisk og politisk krise

Fra 1985 løslod den vietnamesiske regering flere politiske fanger og indledte en
tilnærmelsesproces til ASEAN landene og USA i søgen efter løsninger for hele
Indokinaregionen. Med USA diskuteredes, hvordan eftersøgningen efter ikke-identificerede
nordamerikanske døde soldater kunne organiseres, hvordan vietnamesere der var loyale
overfor det styrtede regime kunne sendes i eksil, og hvordan børn af nordamerikanske
soldater kunne komme til USA.

Den 11. juli 1986 døde VKP's generalsekretær, Le Duan. Han havde haft denne post siden
1969 og havde været Ho Chi Minhs nære samarbejdspartner. Som hans efterfølger udså
partiet den 71 årige Nguyen Van Linh, der havde været Vietcong strateg.

Doi Moi
Van Linh fremsatte et forslag om en «fuldstændig og radikal fornyelse af det økonomiske
og politiske system. Samme år blev der gennemført en fornyelse og omstrukturering af
regeringen, forud for offentliggørelsen af en serie økonomiske reformer, der bl.a.
tillod fri markedsdannelse for landbrugsprodukter og etableringen af privat handel.
Samtidig blev der gennemført love, der åbnede op for udenlandske investeringer, og som
gav garantier mod nationalisering af de udenlandske virksomheder. Endvidere blev privat
ejendomsret i landbruget tilladt, der blev indført større frihed indenfor kunsten,
samtidig med at VKP erklærede, at det ville være mere opmærksom overfor hele samfundets
behov, for på denne måde at bremse den korruption, der havde invaderet hele partiet i
den periode, hvor det var blevet ledet af Le Duan.

I slutningen af 1988 gennemførte regeringen en række krisetiltag for at bekæmpe
inflationen - herunder devaluering af Vietnams valuta - Dong - overfor dollaren.
Samtidig var en række virksomheder nødt til at lukke. Afmilitariseringen havde allerede
kraftigt øget arbejdsløsheden, og denne nåede nu helt op på 30%. Samtidig førte den
alvorlige fødevaresituation til protestdemonstrationer. Den gode rishøst i 1988-89
tillod imidlertid en forbedring af befolkningens levevilkår, og gjorde det samtidig
mulig for Vietnam atter at indtræde i gruppen af riseksporterende lande. I slutningen af
1989 eksporterede landet omkring 1 million tons ris til en værdi af ca. 250 millioner
dollars. Eksporten gik overvejende til Vestafrika, Philippinerne, Indien, Sri Lanka og
Kina.

De politiske omvæltninger i Østeuropa i slutningen af 80'erne blev ikke budt velkommen
af VKP, da de førte til interne krav om politisk pluralisme. I mangel på et
flerpartisystem manifesterede de kritiske røster sig fra slutningen af 1989 indenfor
kommunistpartiet. Nogle sektorer gik ind for en overgang til et politisk pluralistisk og
parlamentarisk system. En gruppe med tilnavnet «Klubben af Modstandskæmpere» bestående
af revolutionære fra syd, der havde kæmpet mod både franskmænd og nordamerikanere,
udtrykte deres utilfredshed, især med regeringens økonomiske politik. Klubben
karakteriserede sig selv som en pressionsgruppe indenfor partiet, krævede af dets ledere
større fart på gennemførelsen af reformer og indførelse af politiske friheder. Denne
gruppes fremtræden kastede lys over landets økonomiske og sociale virkelighed, nemlig at
dets mest dynamiske centrum fortsat var byområdet med centrum i Ho Chi Minh byen i syd.

Sammenbrud i Østeuropa
I august beskyldte VKP's centralkomite Vesten for at forsøge at ødelægge den socialistiske
verden. Nguyen Van Linh opfordrede til at forkaste borgerlige liberaliseringer, politisk
pluralisme og oppositionspartier der står på spræng for at knuse socialismen. Trods dette
udfald blev deltagelsen af ikke-kommunistiske kandidater ved valget til Nationalforsamlingen
i 1989 tilladt. Og et år senere blev oprettelsen af Sammenslutningen af vietnamesiske
Veteraner tilladt. Men denne liberalisering blev fulgt op af en understregning af VKP's
fortsatte ledende rolle, ved at adskillige tilhængere af politisk pluralisme på den ene
side blev arresteret, og på den anden ved at 18.000 offentligt ansatte blev fyret,
anklaget for korruption.

Gennem 1980'erne var der foregået en betydelig «illegal emigration», ved at titusinder af
vietnamesere forsøgte at flygte til nabolandene fra Vietnams elendige leveforhold. De
vestlige landes modstand mod at tage imod disse flygtninge i større antal, betød at de
blev stuvet sammen i overfyldte flygtningelejre. Især i kronkolonien Hong Kong. I 1989
begyndte Storbritannien at deportere dem derfra. Et projekt der først blev indstillet
efter internationale protester. Først i 1991 blev repatrieringen genoptaget, da den
britiske regering indledte en tvungen hjemsendelse af 64.000 vietnamesiske flygtninge
til Vietnam.


I juni 1991 gennemførte VKP sin 7. partikongres. På denne bekræftede det sin opgave for
opbygningen af et socialistisk samfund - «det eneste korrekte valg». Samtidig blev Van
Linh erstattet af Du Muoi som partiets generalsekretær. Han fortsatte fornyelsesprocessen
- kaldet Doi Moi - der var indledt i 1986. Den nye politiske ledelse bestod af 13
medlemmer, og centralkomiteen (CK) blev reduceret til 146 medlemmer - alle udnævnte til
forskel fra den tidligere CK med 124 udnævnte og 49 kandidatmedlemmer. Trong My Moa er den
første kvinde i landets nye ledelse. Hun indgår i CK's sekretariat på 9 medlemmer.
Kvindernes andel af befolkningen er højt ifht. mændenes andel pga. det store antal dræbte
som følge af krigen. I aldersgruppen 25-44 år er der 115 kvinder for hver 100 mænd. Dette
er et alvorligt problem, da den enlige kvindes sociale status er lavere.

Efter opløsningen af Sovjetunionen bekræftede VKP sin politik om det enhedspolitiske
system, men samtidig besluttede det at fortsætte gennemførelsen af en række politiske
forandringer. På denne måde blev der gennemført en konsolidering af fornyelsespolitikken,
der var indledt med den mere fleksible økonomiske politik, der kom til udtryk i
bestræbelserne for udviklingen af en blandingsøkonomi med oprettelse af private
virksomheder og udenlandske investeringer.

På initiativ fra FN og de 4 stridende fraktioner i Kampuchea undertegnedes i oktober 1991
en aftale, der fjernede hindringerne for en løsning på kampucheaproblemet. Dette var et
nødvendigt skridt for normaliseringen af forbindelserne mellem Kina og Vietnam.
Det ideologiske og politiske brud mellem Peking og Moskva i 1963 havde også ført til
stigende afstand mellem Vietnam og Kina. Det endelige brud fandt sted i 1979, da det Kina
støttede Khmer Rouge regime i Kampuchea blev styrtet med hjælp fra Vietnam.

Vietnams nye forfatning der blev vedtaget i april 1992 tillader opstillingen af
uafhængige kandidater ved valgene. Alligevel tilhørte 90% af kandidaterne ved valget i
juli VKP. I september udpegede det nye parlament general Le Duc Anh til præsident. Han
var premierminister Vo Van Kiets allierede. I november besøgte en komission af senatorer
fra USA landet for at diskutere problemet omkring de 2.000 nordamerikanske soldater fra
vietnamkrigen, hvis skæbne fortsat var uvis.

Vietnams tigerspring
På det økonomiske område udviste Vietnam i starten af 1990'erne samme tegn på et økonomisk
afsæt som sine naboer - de såkaldte «tigerlande». Privatiseringer og liberaliseringen af
udenlandske investeringer bragte væksten i bruttonationalproduktet (BNP) op på 8,3% i
1992. Samtidig var eksportvolumet steget 20% fra det foregående år. Efter vietnamesisk
standard er en «fattig» familie bestemt ved ikke at kunne købe 13 kg ris pr. person pr.
måned. En «sultende» familie er bestemt ved end ikke at kunne købe 8 kg. Samtidig havde
den høje økonomiske vækst dog en række negative konsekvenser. Miljøproblemerne forværredes
- især i byerne - og statens mindskede kontrol betød en stigning i de sociale problemer
som prostitution, korruption og kriminalitet.

Landets udenrigsøkonomi er overvejende afhængig af 2 produkter: Ris og i mindre grad olie.
Siden 1989 har Vietnam udviklet sig til at blive den tredjestørste riseksportør efter
Thailand og USA. Så længe olieproduktionen endnu ikke har fået en betydelig rolle i
landets eksport, gør afhængigheden af et enkelt eksportprodukt landet sårbart overfor de
internationale prissvingninger på ris. Og disse priser er faldende, samtidig med at en
del af produktionen tabes pga. manglende lagre til opsamling af risen.

Den vigtigste risproduktion foregår i Mekongdeltaet i syd, og dens eksport kommer samtidig
specielt syden til gode, og bidrager derved til at forstærke uligevægten mellem de to
dele af landet. Med sine mere end 5 millioner indbyggere er Ho Chi Minh byen næsten
dobbelt så stor som hovedstaden Hanoi, den er landets økonomiske hovedstad og synes at
have lettere ved at tilpasse sig til de nye tider end nord.

Udviklingen af handelen sker i et land, der overvejende er et landbrugsland. 57 millioner
ud af 70 millioner vietnamesere lever af landbruget, der fortsat er økonomiens og
samfundets rygrad. I konsekvens heraf har regeringen givet bønderne en række goder som
lån og langsigtede lejeaftaler, skattesænkninger og ret til arv af jord på op til 3 hektarer.

Den private ejendomsret til jorden er dog endnu ikke givet fuldstændig fri. De større bønder
anvender i stedet de såkaldte Brugsrettigheder til Jorden, som de kan overdrage, sælge
eller udleje.

Endnu i dag mærkes følgerne af flere årtiers krig i landet, med en økonomi der fortsat er
orienteret efter krigens behov. Store dele af landet er fortsat lagt øde som følge af
anvendelsen af napalm og af afløvningsmidler som «Agent Orange». Infrastrukturen - dvs.
telekommunikation, veje og elforsyning - er for først for nyligt genetableret i fuldt
omfang efter lån fra Verdensbanken og den Asiatiske Udviklingsbank. Militær våben der
endnu ikke er eksploderet - som miner - udgør fortsat et alvorligt problem. Især i
landets centrale dele.


I 1993 var BNP pr. indbygger et af de laveste i Asien med 220-350 US$ pr. år. eller ca.
en sjettedel af niveauet i Thailand og en tyvendedel af niveauet i Sydkorea. Arbejdsløshed
og underbeskæftigelse ligger på 30%, mens den sorte økonomi og smugleriet er tiltagende.

USA's handelsblokade mod Vietnam begyndte at blive afviklet i januar 1993, da en
komission af senatorer fra USA konkluderede, at der ikke var tegn på tilstedeværelsen af
nordamerikanske krigsfanger i Vietnam. I februar 1994 bekendtgjorde USA's præsident
Bill Clinton ophævelsen af handelsblokaden, der havde været i kraft i 19 år.

VKP vender sig fortsat mod politisk liberalisering og har været forsigtig med sin
økonomiske liberalisering af frygt for en massiv tilbagevenden af emigranter og den
vestlige indflydelse i landet. Alligevel opfordrer premierminister Vo Van Kiet
medlemmerne af sin regering til at studere sprog - især engelsk.

Vietnam og USA genoptog formelt de diplomatiske forbindelser i august 1995. Samtidig
udtrykte Bill Clinton sin bekymring for de 2.200 nordamerikanske soldaters skæbne, der er
meldt savnede i aktion i Sydøstasien. Tilnærmelsen mellem Hanoi og Washington var tydelig
i 1996, men førte ikke umiddelbart til en massiv invasion af nordamerikanske virksomheder.

Alligevel udtrykte mange multinationale virksomheder deres interesse i det vietnamesiske
marked i forhåbning om en fortsat liberalisering af økonomien.

Det socio-økonomiske liv i Vietnam var i 1997 præget af bøndernes fortsatte kamp mod
fattigdommen som følge af den økonomiske krise, der har ramt Vietnams nabolande i
Sydøstasien. Krisen har samtidig fået partiet til at optrappe sine bestræbelser for
inddæmme mulige sociale omvæltninger.

I september blev Tran Duc Luong valgt som ny præsident og Phan Van Khai som ny
premierminister. Ifølge observatører udgør de en fortsættelse af deres forgængeres
økonomiske linie, men er samtidig en «foryngelse» af partiets lederskab. VKP's
centralkomite besluttede i december at udskifte 3 af dets vigtigste figurer:
ekspræsident Lê Duc Anh, ekspremierminister Vo Van Kiêt og samtidig blev den civile Le
Kha Phieu udnævnt til ny generalsekretær til erstatning for den aldrende leder Du Muoi.


I april 1998 betød tørken der siden januar havde hærget de sydlige provinser ødelæggelsen
af 7.000 tusinde hektarer kaffeplantager, samtidig med at 40.000 ud af et samlet areal på
160.000 var i fare for at blive ødelagt, hvis regnen ikke umiddelbart satte ind. Fra den
økonomiske åbning i 1980'erne har Vietnam øget sit kaffeareal fra 15 til 260.000 hektar i
hele landet. Kaffen eksporteres overvejende til Europa og USA.

Den økonomiske krise der i 1998 ramte regionen bremsede kun svagt væksten i Vietnam, der
faldt fra 8,8 % i 1997 til 6,1 % i 1998. Men for at bevare den internationale
konkurrenceevne var regeringen tvunget til 2 gange at devaluere landets valuta. De direkte
udenlandske investeringer faldt 70 % ifht. året forinden. I september blev Vietnam optaget
som medlem af det økonomiske forum for Asien og Stillehavet, APEC.

En tyfon og voldsomme regnskyl i 1998 samt oversvømmelser i 1999 - de værste i årtier som
kostede hundreder af døde - berørte landets økonomi negativt. Flere miljøorganisationer
slog fast, at konsekvenserne af oversvømmelserne var blevet større pga. den uhæmmede
fældning af skovene til kommercielle formål. I en tale til parlamentet bemærkede
premierminister Khai, at krisen også skyldtes det lave forbrug, de tiltagende lagre af
usælgelige produkter og manglende effektivitet i de statslige virksomheder.

Kommunistpartiet krævede, at en af vicepremierministrene, Ngo Xuan Loc trak sig tilbage,
og at den tidligere direktør for nationalbanken, Cao Sy Kiem blev straffet. Begge var
under anklage for korruption og svindel.

Undertegnelsen af en grænsedragningsaftale med Kina i december 1998 markerede iflg. begge
regeringer «en ny æra» i relationerne mellem de to lande. Forud for aftalen var gået 8
års forhandlinger, og afgørelsen af grænseuenighederne til søs mellem de to lande skal
først løses senere.

I april 2000 vendte den afsatte vicepremierminister Ngo Xuan Loc tilbage til regeringen
som rådgiver for førsteministeren for produktion, byggeri og transport.