Hanoi 3
Indhold 
CambodiaSaigonHoi AnHue Hanoi Tam Coc Mai Chau Sa Pa/Bac Ha Hanoi 2 CatBa Afslutning
Hanoi 2


English version




Mandag 30 april
I dag er det den store festdag for vietnameserne. Den 30. april 1975 blev Nord og Syd genforenet og det fejres på mange måder. Mange holder fri og tager hjem til deres familie på landet, så det kan mærkes på trafikken og den mindre menneskevrimmel. Vi har i dag valgt at se den katolske domkirke, Skt. Josefs Katedral, bygget i 1884-1887 som en efterligning af Notre Dame i Paris. Vi er så heldige at se et brudepar gå ind i kirken, netop som vi ankommer, og vi lister med ind og holder os diskret på sidelinjen. Senere vil vi se en anden stor katolsk kirke, men desværre er den lukket om mandagen. Om aftenen spiste vi hos Kieu Anh, som bor i et nybygget hus ved Den Røde Flod sammen med mand og to børn plus svigermor. Et hus på fire etager, men ikke helt færdigt. Vi kørte meget længe i taxa, men det kostede så også dkr. 25 at komme hjem. Hjem til gaden, hvor alle nu fejrede helligdagen, så det var næsten ikke til at komme frem for unge mennesker på backpackerhjørnet.

Kieu Anh og hendes mand
Kieu Anh og hendes mand

Tirsdag 1 maj
Formiddagen bruges til et besøg på Historisk Museum, hvor vi bliver ført gennem Vietnams historie fra urbefolkningen til nyere tid. Om eftermiddagen tager vi en rundtur i den store Leninpark, 60 ha. Lenin er her erstattet af Ho Chi Minh. Trods helligdagen er her ikke mange mennesker, men fredeligt at gå langs søen. Søen blev oprenset og parken anlagt, da kommunisterne kom til magten og tvangsudskrev arbejdskraft, så alle måtte arbejde 2-14 dage. Alternativet havde været udskrivning af skatter, som ingen havde råd til at betale. Thu inviterede til middag om aftenen hjemme hos sig selv. Thu er ingeniør og arbejder med vandforsyning i hele Vietnam. I huset bor Thu, hendes mand og to børn samt svigermor. Det er et stort fireetagers hus. I stueplan findes et alrum med køkken, spiseplads og garage for motorcyklerne. På de tre øvrige etager er der soveværelser og badeværelser. Et helt værelse bruges til bederum, hvor man dyrker forfædrene. Middagen var rigtig god og bestod som altid af mange små retter og med ris til sidst. Thu ville gerne servere vin for os sammen med øl, så der blev fremtryllet en flaske tysk ”Goldwasser”, en sød likør, og en kande risbrændevin. Efter middagen blev der serveret grøn te på første sal, og så gik man ellers over til de skarpe drikke. Store glaskrukker med risbrændevin med forskellig smag. Krukkerne indeholdt hele fugle med fjer, gekkoer og planterødder overhældt med risbrændevin. Det var ikke alle, der havde mod på at smage.

I Thus hjem
I Thus hjem. Thu er søster til Thuy
I Thus hjem
I Thus hjem
Thu og datter
Thu og datter
Thu + Thuy
Thu + Thuy


Onsdag 2 maj
Vi fristes af en tur ud af det varme Hanoi til Chua Huong, Parfume pagoden. Turen er arrangeret af et lokalt bureau. Først køres ca. 60 km mod sydvest, det tager 2½ time. Så er det, vi forventer en forfriskende tur på floden med en lokal roer til et startsted for svævebane, der tager os op til pagoden. Desværre starter vi i den værste middagshede, bådene af jern er næsten ikke til at røre ved, der er mange trapper op til svævebanen, men vi når da frem til pagoden i en kæmpestor grotte og mærker duften af røgelse, som har givet pagoden navn. Hjemturen på floden var helt, som vi havde drømt om, og vi vendte trætte tilbage til Hanoi til middag på en tagrestaurant.
Parfume pagoden
Parfume pagoden
Parfume pagoden
Parfume pagoden

Udsigt mod øst over West Lake med Hanoi i baggrunden