 |
Lørdag 17. september
Efter nats søvn i toget blev vi vækket kl. 05.50. Det var lidt tåget fra morgenstunden, men klarede noget op på vej op af bjerget. Der er 37 km. fra Lao Cai til Sa Pa, og turen tager en time. Det var ikke vejr til Fansipan, det skal være helt klart, når vi skal derop. Vi havde en smuk vandretur , først 5 km på landevejen og resten i terræn. For mig var det en vanskelig tur, jeg var godt træt, da vi ankom til frokostrestauranten, som ligger i Le Chau. Jeg tog en motorcykel det sidste stykke. Som tidligere blev vi fulgt af mange sorte Mong. Vi fik delt mange poser med børnetøj delt ud, alle, som vi passerede og havde et barn på ryggen, fik en pose med 4-5 stykker tøj. Da vi nåede bunden i landsbyen Ta Van, kom vores bil og hentede os. Efter hjemkomst til hotellet gik vi en by rundtur og fik hilst på Luyen, hos hvem vi skal spise frokost i morgen. Vi håber på klart vejr, så vi kan tage kabel "svævebanen" til Fansipan. Khoa og jeg bestilte middag på Restaurant Buffalo Bell til kl. 20.00.
2 snavsede børn i bjergene
Vandbøfler i rismarkerne
Hjælpsomme rød Dzao kvinder
Sort Mong kvinde med barn
Sort Mong kvinde med barn
Søndag 18. september
Det blev ikke til Fansepan, vejret var ikke klart nok, ja det regnede faktisk lidt. Så vi tog ud til Rød Dzao (et etnisk mindretal oprindeligt fra Kina), i landsbyen Ta Phien. Inden vi kom til landsbyen så vi den nedbrændte kirke, som kineserne brændte af som hævnagt på grund af at Vietnam var gået ind i Cambodia og havde afsat Pol Pot. Der var en stor modtagelseskomité, med Fam Mai i spidsen. De fulgte os igennem landsbyen. Der var nye tiltag i Tá Phien: mange orkidé-marker og flere homestays, hvor turister kan bo. Og mange benzindrevne havefræsere i stedet for vandbøfler, til at ælte rismarkerne. Næsten for enden af landsbyen ligger Fam Mais hus. Vi blev bænket med snaps og te. Hun havde 6 amerikanske turister som overnattede i huset. Det var svært at gå på de mudrede stier. Da vi kom til rismarkerne, blev det endnu sværere. Vi gik på høfterne mellem rismarkerne, og der var 3 vandløb vi måtte forcere. Med stort besvær kom vi igennem. På et tidspunkt havde jeg 3 Dzao kvinder til at hjælpe mig. På torvet, hvor vores bil holdt, skulle der købes ting og sager af dem, som havde hjulpet os. Der var mange som ville sælge deres varer, og der blev også købt godt ind. Vi kørte tilbage til markedet, hvor Luyen lavede frokost til os; en lidt anderledes frokost. Tilbage til Hotel Lotus og aflevere vores købte ting på værelset. Nu var det tid for indkøb i SaPa og massage. Vi fik massage 3 forskellige steder. Derefter en lille "rom og cola"- og tepause. Kl 20.00 spiser vi middag samme sted som i går, efter en dag med mange oplevelser.
Fra gåturen henover rismarkerne. Hentet fra Khoas facebook
På det etnografiske museum i Hue var der mange spændende ting, bl.a. smukke dragter fra de mange etniske mindretal i det nordlige Vietnam
Vi nyder et lækkert måltid i Hue. Her er Peter parat til at sætte tænderne i en sund og velsmagende papaya-salat.
Rød Dzao kvinde med barn i Sa Pa
Vi drikker te og Happy Water (risvin) hos Mei
Mei, vores værtinde
Mai Lai som hjalp Dorte gennem vandløb og mellem rismarker
Så er vi kommet gennem strabadserne i rismarkerne
Peter glæder sig til den dejlige frokost: selvvalgte forskellige fødevarer på spyd. Dertil en Lao Cai øl.
Mandag 19. september
Vi var fra morgenstunden i tvivl om programmet - skulle det være Fansipan eller gåtur til Cat Cat? Det lysnede lidt, så det blev Fansipan, bjerget på 3.143 m.; Indokinas højeste bjerg. Det er et stort projekt, som Vietnam har bygget der - der er ikke sparet på noget. Projektet har opnået to verdensrekorder, som er optaget i Guiness rekordbog (den længste kabelbane og med den største højdeforskel). Lis, Peter og Dorte fortsatte op til toppen af bjerget. Jeg holdt mig ca. 200 m. længere nede. Udsigten var ikke lige den bedste, men vi fik et godt indtryk af forholdene på bjerget. Johannes var desværre ikke med pga. sygdom. Bilen kørte os tilbage til frokost restauranten hos Luyen og datteren Phung Dum. Jeg havde skrevet et bryllupskort til Phung Dum, som skal giftes først i november 2016. Jeg har kendt hende siden hun var 8 år. Derefter gik turen til Cat Cat for Lis, Dorte og Peter. Johannes hvilede sig, og jeg havde andre gøremål. Gruppen havde en fin tur til Cat Cat. En lille landsby, der ligger helt nede i bunden af dalen, så turen bød på mange trapper. Ved vandfaldet så de en speciel forestilling med vietnamesiske danse. Derefter vandretur langs floden med mange opstigninger inden gruppen nåede parkeringspladsen, hvor bilen ventede og kørte dem tilbage til Sa Pa. Nu er vi ved at forberede os på hjemtransporten til Hanoi. Selvom vejret ikke har været det bedste, har det været en spændende oplevelse. Afgang kl. 17 med bil de 37 km. til Lao Cai, hvor vi spiser middag, inden vi skal med nattoget kl. 21. Nu glæder vi os til at komme "hjem" til Hanoi.
Med kanelbane mod Indokinas højeste top, Fansipan
I templet på Fansipan havde nogen ofret danske buttercookies ??
Pigen til venstre på 13 år har sin 6 uger gamle lillebror på ryggen. Hun passer ham i flere dagen, mens forældrene arbejder i en by langt væk
Dorte og Peter ved vandfaldet
På toppen af Fansipan
Vores 5 mands gruppe, fra venstre: Lis, Johannes, Henning, Dorte og Peter