|
Torsdag 25/4 Hej derhjemme! Vi ankom kl. 5 morgen til et søvnigt hotel i den gamle bydel i Hanoi, Hotel Phan Tai, hvor vi foreløbig kun kunne indlogere os på ét værelse. Vi var svedige (som sædvanlig) og trætte, men skulle da straks efter morgenmaden ud at ”prøve” byen individuelt, efterhånden som vi havde badet færdigt. De lejede cykler stod allerede for døren, bestilt af Henning, men jeg selv fór straks vild i trafikken og måtte købe et kort over gaderne i det gamle Hanoi, som er meget interessant. Hotellet er meget slidt men godt beliggende midt i virvaret. Alle klarede sig dog fint og fandt tilbage til hotellet for sammen at gå ud at spise frokost på ”Little Hanoi”, kendt fra Lonely Planet guidebøgerne. Det trak op til regnvejr, men vi drog af på cyklerne over den vigtige bro, som amerikanerne bombede 3 gange under krigen, og vietnameserne ufortrødent byggede op igen hver gang. Tage havde desværre fået en cykel med defekte bremser, og i lyn og torden blandede vi os i den vilde kørsel over broen, og mens vi andre søgte ind i ly ved en ussel bod for at købe regntøj, drønede Tage forbi, indtil skoene kunne bremse i den våde asfalt. Det gik godt denne gang! Aftensmaden fik vi på en tagterasse, som Henning kendte, at dømme efter den usle bagtrappe havde vi ikke drømt om, at man kunne spise noget her, men sådan er de fulde af overraskelser. ”De er skøre, de Vietnamesere” – frit efter Asterix.  |
Fredag 26.04
Skulle starte tidligt i taxa mod Parfume Pagoden, men blev opholdt af et festligt optog, hvor en landsby fejrede årsdagen for stiftelsen af den stedlige pagode. Vi vesterlændinge var noget af en sensation på stedet, og der blev smilet, inviteret ind i det allerhelligste, og det var da morsomt at få den oplevelse med. Vi skulle derefter roes i konebåde ud til Parfumepagoden, som viste sig at være netop så anstrengende en tur, som Henning havde advaret os om. Straks blev vi omringet af sælgere af al slags bras, og man havde ligesom udset sig hver sin dansker at ”betjene”, de var ikke til at ryste af sig. Man blev viftet og hjulpet op ad trapperne, og da det var store, høje granittrin, var man efterhånden ved det 1004. trin i grunden ret glad for hjælpen. Der var 1 ½ times hård opstigning, benene rystede under os, men det var det hele værd, da man stod i den store grotte, som var et buddhist tempel, hvor der blev tilbudt røgelsespinde, glitterstads og falske penge til at lægge på alteret. Nedstigningen var ikke spor nemmere, tog dog kun 1 times stærk koncentration for hvert trin, en brækket ankel var en nærliggende mulighed. Hvad man end gav sine ”sherpaer”, var de ikke tilfredse, og ordene ”give me 5 $” har vi efterhånden hørt mange gange. Men når man tager hals-næs-ørelægens indtægt i betragtning, er det jo urimeligt at skrue priserne i vejret på turiststederne, hvor de ”asmarte” unge befinder sig. Der kan virkelig tjenes mange penge, en dollar er jo kun 8,50 kr. for os men en formue her. Denne aften skulle vi spise et meget fint sted ved søen i Hanoi. Henning havde bestilt middag, og der var underholdning af et vietnamesisk orkester på originalinstrumenter, hvor yndige damer uddelte roser til gæsterne. Benene kunne efter dagens strabadser ikke holde til en ellers romantisk tur rundt om den smukt illuminerede sø, vi segnede i stedet om i sengene, som føltes som Paradis. I morgen skal vi tidligt op (igen), for vi skal til bryllup – men derom senere. En tak til alle Jer, som har skrevet til os. Til mine egne børn: Hvor bliver I af??
Lørdag 27/4
Bryllup hos familien Trang.
