Mai Chau

Mai Chau

Søndag 28/4
Tur til Mai Chau. Et ungt fynsk par m. 2 søde børn på 3 ½ og 5 år, som vi havde mødt på stranden i Hoi An, ville gerne med i vores taxa. De havde rejst i 7 mdr. og var nu ved at vende hjemad. Turen gik omkring et silkevæveri, hvor vi købte virkeligt fine ting.

Ankommet til Mai Chau, som er helt ude i det primitive risområde, blev vi straks fristet til flere køb, det vrimlede med smukke veste, skjorter, trøjer og tørklæder lige taget fra væven. Vi fik en lunch, som viste sig at være det samme som middagsmaden de næste 3 dage, vi var jo virkelig havnet på landet i en idyl, som en landsby må have set ud i Danmark for mange hundrede år siden. Vi behøver ikke at tage på frilandsmuseet, vi levede midt i det lige her og nu.

Alle husene var på stolper med bambusvægge og –tag. Gulvet var også bambus, belagt med stråmåtter, det gyngede faretruende – men holdt! Det skulle vise sig senere, at selv velnærede danskere endog kunne danse på det. Vi blev installeret i en af hytterne, fik hver en tynd madras og et moskitonet hængt op i loftet, det var så et enkeltværelse! Saniteten er blevet forbedret siden sidste år, hvor der ved foden af trappen løb en kloakrende lige ved siden af. Nu var der et aflukket bad/toilet på gårdspladsen, så det var jo ny luksus. At 2 store brønde stod uden dæksel eller nogen form for overdækning skal lige nævnes for at beskrive standarden. Henning havde lejet cykler, og vi tog en lille første sigthseeing rundt på dette fantastiske stykke bondeidyl og cyklede langs de farvede, firkantede rismarker. Om aftenen trak vi os tilbage til de ”enkeltværelser”, hvor vi skulle bo de næste 3 nætter. Og jeg som aldrig har kunnet klare spejderlivet. Det var ren lejrskole!. Næste morgen blev madrasserne og moskitonettene fjernet, så var det igen familiens spisestue, vi havde sovet i.

Mandag 29/4
De lejede cykler var nærmest ubrugelige, og i den tidlige morgen cyklede vi af sted op op op ad bjerget til den skole, hvor vi skulle aflevere legoklodser og andet legetøj, som vi havde medbragt hjemmefra.
Vi drev af sved , da vi tørnede ind på lærerværelset og straks kastede os over de flasker vand, som stod på bordet, mens vi foran det forbavsede lærerkollegium rystede poser med ting og sager ud for deres undrende øjne. Men børnene var sikkert glade, og tingene kom da i hvert fald på et sted, hvor der ikke var nogen luksus.

Vi var så udkørte, at vi kun kunne lokkes med på eftermiddagens cykeltur, hvis Henning lovede, at det var plant terræn. Men her er pragtfuldt. Grønne rismarker, og jeg siger virkeligt grønne! Her kommer en bonde trækkende med sin vandbøffel, her går en kvinde rundt i grøften og samler bittesmå krebs eller fisk som krydderi til aftensmaden, 2 små drenge bader i den snavsede flod, de toppede bjerge omgiver hele idyllen, så man føler sig hensat til – ja, sådan må Paradisets have se ud! I varmen sidder man så resten af aftenen under ækelt neonlys i små børneplasticstole omkring et bord, som de ikke kunne finde på at tørre af og drikker spandevis af øl. Vin kan ikke betales herude, men Rom og Vodka er billigt, men kan ikke slukke tørsten i varmen. Sådan gik første dag på landet – i Middelalderen. Mere senere. Kærlig hilsen de 5 øldrikkere.

Tirsdag 30/4
6. brev 04.05.02 stadig i Mai Chau Besøgte landsbyen Bau Lac’s børnehave og afleverede gaver, de var meget fattige. Cyklisterne gik i strejke, for når bil og chauffør holdt for døren alligevel, forlangte vi at blive kørt, og vor smidige leder Henning sørgede straks for at arrangere en times bådtur på en flod 100 km fra grænsen mod Laos.

Den hed Ma-a, og vi nød turen, selvom det denne gang var med motorlarm og ikke konebåd. Om eftermiddagen valgte vi de 5 bedste cykler, (det unge par blev hjemme med børnene), og så kom vi ellers alligevel ud på en strabadstur! Vi er hos de Hvide Tai’er, og bjergstien som gik gennem landsbyer, hvor ingen turister har været før, var nogle steder groet til, så det var svært at holde sporet og få plads til pedaler. Vi mødte et par unge fyre, som sad på en gevaldig kævle af jerntræ, Willi hjalp dem med at få den bakset op på de spinkle skuldre, og så drog de af til fods ned mod landsbyen. Det er et virkeligt arbejdsomt folk, selvom tempoet er et helt andet, end vi har temperament til. En 8 årig pige reparerede Bodils cykel med et slag med en sten. Sådan! Om aftenen optrådte Hvid tai’er for os i nabohytten, vi fik lov at danse med og det spinkle bambusgulv gav sig men holdt dog til os tunge danskere.

Onsdag 1/5
Afgang mod Hanoi, hvor vi oplevede troperegn i bjergene, vi strøg et besøg i En Dzau hytte og gjorde kun et kort ophold i Hoa Binh. På vejen gjorde det dybt indtryk at passere en dødsulykke: en motorcykel under en lastbil, der skimtedes røgelsespinde som en form for ceremoni for de 2 unge døde. Fremme ved hotellet kl. 13, og vi spiste middag sammen med familien Trang på Litte Hanoi lige om hjørnet. Det blev vores yndlingssted. Senere fik vi desserten på toppen af en restaurant Mr. Trang kendte med godt udsyn over søen og rundkørslen, hvor vores ofte besøgte fotohandel lå.