Torsdag 02.05.02
Som det sig hør og bør fik vi vist landsfaderen Ho Chi Minh vores respekt ved at stå i kø og defilere ad marmorklædte gange i 2 andægtige rækker til det inderste af det pompøse mausoleum, hvor hans balsamerede person kunne beskues i en glasmontre. 4 vagter sørgede for en stadig bevægelse gennem rummet.
Beså hans beskedne bolig med originalt inventar i parken og den berømte etbenede pagode. Meget stemningsfuld oplevelse og af meget stor betydning for de indviede, os siger det jo knapt så meget.
Bodil og Lis er lidt stolte af, at vi selv kunne finde vej tilbage på cykel i den myldrende trafik gennem Hanois travle gader. Mændene ville på Krigsmuseum.
Om eftermiddagen alle igen på cykel rundt om Vestsøen, fantastisk tur helt ud til gartnerier, besøgte også en pagode og pgr. et hygtgeligt cafébesøg med grøn te, øl, kokosnød, køb af cigaretter og spillekort blev vi lidt forsinket, og hjemturen blev et mareridt i den allerværste myldretidstrafik, ubegribeligt med livet i behold: 5 blege danskere mellem 3-4 rækker motorcykler, knallerter, biler og fine behandskede vietnamesiske damer på knallert med tørklædetrekant bundet for munden. I et kaosstop nåede Willi og Henning at optage situationen på video.
Troede vi var færdige med sykleriet for i dag, men nej: middagen skulle indtages netop ved Vestsøen på et spændende lokalt kendt sted, og vi måtte på turen derud igen. Et lokalt bankselskab holdt Farewell party for en kollega og bød os på fin skotsk whisky. Skaal! Hjemfart uden cykellygte (det kender man ikke her), og lidt plim i hovederne slingrede 5 små cyklister gennem natten. Klokken var 23,30 og alle vietnamesere er gået i seng ved den tid.
Mere om Ho Chi Minh
|