Hanoi 3
Indhold  
Cambodia Saigon Hoi An Hue HanoiSa Pa/Bac Ha Mai Chau Hanoi 2 Hua Lu Hanoi 3 Cat Ba Bangkok
Hanoi 3


Mandag den 8/10
Vi mangler at køre Vestsøen rundt. Det skulle vi have gjort i fredags, men det blev ikke til noget på grund af den megen regn. Vi skal også se det etniske museum, så vi tager begge dele i dag. Det bliver en lidt længere tur. Første stop en pagode, hvor der kommer mange mennesker.
Fra Hanoi City
Da vi var kommet halvejs rundt, tog vi en væskepause. Nu gik det mod Det etniske Museum. Vi havde kørt langt for at nå det, men fik en lang næse. Der var lukket om mandagen. Vi havde en aftale med Hien. Vi skulle mødes og se hendes lejlighed. Hun er datter af Hang og Khue og er lige blevet færdig som økonom på universitetet. Derfor måtte vi blive derude omkring. Vi fandt hurtigt en restaurant, hvor vi kunne få slukket vores tørst. Der var mange unge mennesker på stedet. De havde lige afsluttet en fodboldturnering, så der blev skålet og sunget. Vi kunne også her få øl til 80 ører pr glas. Erik førte an i sangene og øllerne. Det var festligt og fornøjeligt. Da klokken blev 12.00 skulle vi møde Hien. Hun kørte foran til lejlighed, som er på 11 m2. Denne store lejlighed deler hun med 2 andre. Hun havde købt i og frugt til os. Vi sang nogle sange. Det var et festligt besøg. Jeg var lidt i tvivl om jeg kunne finde hjem. Nu var vi jo et helt andet sted end det etniske museum. Det viste sig, at vi kom den rigtige vej hjem uden omkørsler. En dejlig lang spændende tur var overstået. Vi spiste frokost på tagterrassen , som sammen med Little Hanoi er vores stamrestauranter. Nu slapper vi af, så vi er friske til Johns fødselsdag. Vi spiser på en spændende restaurant ved Hoa Kiem søen.
Blomster til John
En festlig aften.

Tilføjelse på vegne af gruppen.
Johns fødselsdag blev fejret med maner. God mad og lokalmusik, samt en flot udsigt. Hele gruppen deltog i stiveste puds, d.v.s. Hans Peder måtte i sidste øjeblik melde fra p.gr.a. et maveonde. Han blev dog så rigeligt erstattet af de 7 vietnamesere + en baby, som Henning havde inviteret. John blev begavet med flere store buketter blomster og et par bluser. Vi andre fik også en rose hver, som senere kunne sætte lidt farve på værelset. Maden var meget flot pyntet. En fantastisk bananblomst salat serveret i et par kronblade fra bananpalmen, en ananas med lys i og små forårsruller på pinde, samt en hel fisk med net af gulerod.
Banansalat
Alt dette og meget mere blev skyllet med flere flasker god rødvin. En stor tak til John og Bodil for en helt igennem hyggelig aften. (Henriette)

Tirsdag den 9/10
Alle havde forskellige gøremål. Det er en dag op egen hånd. Hans Peder, Henriette, Bodil, John og Erik tog en taxa til Det etniske Museum. Det er et spændende museum både indendørs og udendørs.
Fra etnisk museum
De spiste frokost på tagterrassen. Ole, Sonja og Jørgen havde været på indkøb. Alle havde en afslappende dag. Jeg havde Khao med til Hai Dung. Det er her. Oanh går i skole for døve. Jeg hilste på skolens direktør og mange lærere. Jeg så deres måde at undervise på. Vi kørte nu hen til det sted, hvor Oanh og Hang bor. Det lignede nærmest en cykelstald. Rummet var på ca. 10 m3, et lille badetoilet på 1 ½ m2. Sengen fyldte 1/3 af rummet. De lavede også mad i rummet, ligesom der også skulle være plads til deres cykler.
Hang, Oanh og deres forældre

Vi kørte nu til Sao Dao, hvor pigernes forældre bor. Her spiste vi frokost. På vejen hjem besøgte vi en pagode fra 1.500 tallet, hvor der kommer mange mennesker. På hjemvejen fik vi også lavet en lille ændring til turen til Cat Ba, da gruppen gerne ville blive en dag mere. Det største problem var, at vi skal spise frokost hos Thang og Hang lørdag den 13/10. Så vi skal have en bus til at køre tværs over øen. Her kan vi komme med en båd tidligere. Fra Halong Bay er der 3 timers kørsel til Hanoi. I aften er der slangemiddag. Vi var 6 fra gruppen, John, Hans Peder, Henriette, Jørgen, Erik og mig. Ole, Sonja og Bodil valgte at spise middag et andet sted. Til en slangemiddag hører et bestemt ritual. Når vi sidder ved bordet kommer en mand ind med en slange. Den får lov til at danse lidt rundt på gulvet. Når alle har fotograferet starter slagtningen af slangen.
Slangerestauranten
Først skæres pulsåren over og blodet tappes over i et glas med snaps. Derefter tappes galden over i et andet glas med snaps. Snapsene fordeles i små glas, så der et en blod og en galdesnaps til hver. Til sidst tages hjertet ud. Thang og Hang spiste med, sammen med deres 2 børn. Thang tog sig af hjertet. Det er måske ikke den store gastronomiske oplevelse, men meget specielt. Til en slangemiddag er der ubegrænset snaps. Det er inkluderet i kuvertprisen. I morgen er det Cat Ba.