 |
Mandag 9 april
Togturen startede søndag kl. 23.00 fra Saigon, og vi har 4-sengs kupé. Det er luksus, når man ser på komforten for de personer, der rejser på de billige billetter. Vi fik en god nats søvn og vågnede, da toget bremsede kraftigt i Na Trang kl. 6.00 om morgenen. Morgenmaden bestod af medbragte yoghurt og havrekiks samt pulverkaffe. Hele formiddagen fulgte vi det afvekslende landskab, meget frodigtgrønne marker, hav og undertiden bjerge. Toget var forsinket, så vi var først i Da Nang mandag kl. 15.00. Her mødte vi Hang og Ming fra Hanoi. De to unge mennesker er kommet for at være sammen med os i nogle dage i Hoi An, hvor vi nu regner med at kunne slappe af.
Barn i toget med et dansk flag
Minh og Hang
Sophal og Hang
Tirsdag 10 april
Der ligger en stribe småøer tæt på kysten. Vi sejlede ud til én af øerne, hvor vi først besøgte et træ skærer fabrik, oprettet med støtte fra UNICEF. Det tjente til oplæring af træskærere. Der var selvfølgelig også et stort udvalg af egne og andres produkter til salg. Cykelturen gik rundt på 3-4 af øerne, der er forbundet med broer, og undervejs besøgte vi et teglværk, hvor alt arbejdet blev udført pr. håndkraft. Som en helt nødvendig guide på turen havde vi Ahn, en ung musikstuderende fra Hoi An. Hjemme igen spise vi frokost og cyklede så til stranden for at bade i det dejligt varme vand.
Inge og Georg
Hoi An
Fisker på Hoi An river
Billede fra teglværket
Teglværks arbejdere
Minh, Hang og Sophal
Sophal ved standen
Onsdag 11 april
En dag med total afslapning. Først afhentning i minibus og kørsel til havnen, hvor vi fik vores egen båd til Cham Island. Deltagere: Sophal fra Cambodia, Hang, Ming, Khoa, Man og Minh Chau fra Vietnam, Henning, Georg og Inge fra Danmark. Med båden fulgte en guide, som viste rundt og fortalte om øen, som fra at have været en uberørt plet, nu er begyndt at gøre noget for turismen. Efter det oplysende sejlede vi til en bountystrand med palmer og hvidt sand. Så stod den på badning, frokost og badning igen. Vi kom ud i lidt bølgegang på vejen hjem med vandsprøjt ind over os, men alt gik godt, og vi kom hjem til en tiltrængt lur. Om aftenen spiste vi hos Luu, mor til den døvstumme Chao, hvis skolegang er sponsoreret fra Danmark.
Man, Khoa og Minh Chau og bagerst Inge og MInh
Luu, Hung og Huy
Torsdag 12 april
Vietnam har mange handicappede, både børn og voksne. Socialforsorg findes ikke, men der er oprettet skoler for handicappede. Disse institutioner drives ved hjælp af sponsorater fra udlandet. Village of Hope er en skole for hørehæmmede og hjem for forældreløse børn indtil 18 år. Børnene kommer alle fra Da Nang og omegn. Skolen rummer ca. 145 elever, hvoraf de 40 er hørehæmmede. Børnene fra problemfamilierne bor på skolen og går i almindelige skoler i nærheden. Vi blev modtaget af skoleinspektøren, som fortalte lidt om skolen og besvarede vores spørgsmål. Så fulgte en rundvisning til klasserne og til børnenes værelser. Der var plads til 10 personer pr. værelse, to i hver seng. Dejlig store rum med højt til loftet, som vi ser det alle vegne, hvor vi kommer ind i private hjem. Vi havde rig lejlighed til at tale med børnene, som gerne ville øve deres engelskkundskaber. Frokosten blev serveret for os i lærerværelset ved siden af børnenes spisesale, drenge og piger hver for sig. Netop i dag var børnenes frokost specielt sponsoreret af velhavende pensionister fra Saigon, som ville give dem et bedre måltid. Med os på turen havde vi Luu og hendes datter Chau. Chau er hørehæmmet og har gået på skolen indtil hun fyldte 18 år og blev hjulpet i gang med en uddannelse som bager. Tilbage i Hoi An spiste vi middag hos entreprenøren Sy i hans nye store treetagers hus.
Village of Hope
Elev på Village of hope
Phuc får undervisning på Village of Hope
Chau og en anden elev på Village of Hope
Village of Hope
Mao og Sy
Fredag 13 april
Afsked med Sophal, som rejser hjem til Cambodia for at fejre årsskiftet fra Kaninens År til Dragens År den 13., 14. og 15. april. Vi tre danskere holdt fri. Henning kørte til Da Nang og Georg og Inge tog på strejftog i Hoi An. Her er stadig 35 grader varmt, så vi bevæger os i slow motion. Det giver næsten mere luft at cykle, og vi er ved at vænne os til de specielle trafikregler, der gælder her.
Hoi An klokken 6.00
Hoi Ans havn
Hoi An's vartegn: Den japanske Bro
Hoi An stranden
Vietnamesisk pige har fået en rød trøje fra Danmark
Lørdag 14 april
Formiddagen bød på strandtur til et meget fint badehotel med privat badestrand og swimmingpool. Vi fik prøvet at være luksusturister, men vi var dog glade for, at vi skulle tilbage til vort hotel i byen. Her er liv og glade dage. Hotellet er næsten fyldt op med studerende fra et norsk universitet, som følger et kursus i økonomisk udvikling i Sydøstasien. Der er heldigvis ro om natten. Vi skal jo være friske til at opleve noget hele tiden. Fra stranden cyklede vi til en meget speciel restaurant, der kun havde én ret på menuen. Thao, indehaver af et par sølvsmedebutikker, inviterede på frokost, selv om hun havde så travlt, at hun næsten ikke nåede selv at spise. På vejen hjem cyklede vi til Mao´s bageri. Mao bager lækre papirtynde riskager, som tørrer i solen og ristes over gløder. Ristedamerne sidder på gulvet og vender kagerne enkeltvis. Her er frygtelig varmt. Der er nok ikke noget arbejdstilsyn her! Efter et lille hvil, shopping og om aftenen middag på restaurant.
Thao og hendes datter Mimi
An Bang stranden
Hoi An
Maos bageri. Fabrikation af riskager
Trang, søn, Henning, Moi, Georg og Inge