Saigon

Saigon

Torsdag d. 17 april.
Dagen startede allerede kl. 6.30 for os, da vi har haft et stort program. Hotellet, vi bor på, er rigtig dejligt, og der blev serveret et lækkert morgenmåltid for os, inden vores taxa hentede os kl. 7. 30. Da var det allerede meget varmt. Det gik rask ud af byen, og vi fik en fornemmelse af den store trafik, der er i Saigon, men også en fornemmelse af, hvor gnidningsløst trafikken kører, dels fordi de er fantastiske til at flette, og dels og især fordi de fleste køretøjer er knallerter, der snor sig ud og ind mellem hinanden.

Husene i Saigon er ofte 2 etager høje, når man kommer lidt ud af byen - bygget i sten og meget smalle. På hele turen lå husene tæt langs vejen, og der var masser af boder, hvor der blev solgt alverdens ting. I småbyerne undervejs så vi ofte en eller flere butikker med brudekjoler og festkjoler, og vi har forstået, at det også er et stort hit for alle de kvindelige bryllupsgæster at klæde sig i store rober. Vores første stop var ved Cu Chi tunnellerne, som gav os et stærkt billede af, hvor hård Vietnam-krigen var. Vi så, hvilke metoder vietcongsoldaterne brugte til at gøre livet vanskeligt for de amerikanske soldater. Jeg skal hjem og gense DeerHunter for at få endnu mere på plads omkring krigen. Vi var også en tur nede og kravle i tunnellerne. De er gjort bredere af hensyn til turisterne!! Det var ganske ubehageligt at komme igennem tunnellen - bøjet forover, nærmest kravlende, men et kæmpe system af gange i et stort område gav os en fornemmelse af, hvordan krigen har været.

Mere om Cu Chi

Derefter gik det videre nordvestpå. Vi skulle til en by, Cao Dai, hvor der er et stort tempel, hvor der hver dag er en farvestrålende indmarch af alle de religiøse. Inden indmarchen havde vi lejlighed til at se hele templet og fotografere, som vi ville. Selve templet er en meget smuk bygning, og det indre er meget farvestrålende. Ved indmarchen stod vi på en afsats på 1. sal og så ned på det hele. Der var både mænd og kvinder, og det var et fint skue, og også en fin lyd, da de sang og bad.

Mere om Cao Dai

Efter dette besøg spiste vi frokost i byen, hvor Henning blev modtaget som en kær gæst af værtinden. Vi fik en meget lækker frokost, og bagefter underholdt hun med et par sange - hun er tidligere sangerinde. Vi kunne desværre ikke tale med hende, da hun ikke forstod andet end ganske få engelske gloser. Bedstemoderen kom ind og hilste på Kirsten J, som om hun kendte hende. Kom igen lidt senere og viste hende billeder - lidt sjovt. Så gik det tilbage mod Saigon. En lang tur på over 100 km, men dejligt igen at se sig om i landskabet, som er meget fladt her omkring. Vi har set masser af ris, vandbøfler og meget andet fremmedartet. To på knallert kørte med en dør imellem sig, som stod på tværs imellem dem - noget af det mere eksotiske. Pludselig trak der sorte skyer op på himlen, og et eller andet sted kom et tordenvejr, men vi nøjedes med lynene. Først da vi kom til Saigon fik vi et par dråber regn, og pludselig solgte alle gadehandlerne regnfrakker! Vi skulle ind at se præsidentpaladset, men måtte gøre et ekstra ophold, da Dorthe lige pludselig havde uorden i maven og havde behov for at træde af på naturens vegne. Det lod sig gøre at finde et toilet meget hurtigt, og Dorthe har det fint igen, tror hun nok!

Hjemme på hotellet igen er vi nu i gang med at tage bad og skal derefter ud at spise, inden vi i aften kl. 23 tager toget til Da Nang, hvor vi ankommer i morgen ved 13.30 tiden.

Fredag d. 18. april
Vores rejse mod nord startede kl. 22. i går aftes fra hotellet. En taxa hentede os til banegården, hvor vi straks kunne gå ind i toget og finde frem til vores sovekupeer. Der var redt op til os - 4 i hver kupe, og Henning og Leif E. i en kupe, hvor der også var en yngre vietnamesisk kvinde og en yngre mand. De rejste hver for sig, men fik stor betydning for os, og derfor nævner jeg dem. Toget kørte kl. 23, og vi fulgte med i køreturen ud af Saigon, men inden længe forsøgte nogle af os at falde i søvn, mens andre hyggede sig selskabeligt. Vi blev vugget kraftigt, selv om de vietnamesiske tog ikke kører særlig hurtigt - 60 km i timen, og 14 timers togrejse lå foran os. Ved 6 tiden vågnede vi op og undrede os over, at toget holdt stille og havde i underbevidstheden nok følt det længe. Det var der, vi fik brug for vores vietnamesiske rejsefæller. De hjalp os derefter på rejsen og holdt os løbende underrettet om situationen, da der ikke blev givet besked om noget på engelsk. Der var sket et jordskred på sporet i forbindelse med et kraftigt regnvejr, så alle skulle ud af toget og omdirigeres i et andet tog nogle kilometer fremme. Det tog lang tid at skaffe busser til alle de rejsende, men vores lille selskab tog situationen i stiv arm, og vi fik lidt snak med forskellige, bl.a. et ungt schweizisk par, som hægtede sig på os resten af vejen og var meget taknemmelige for vores selskab lige ind til vi var fremme i Da Nang, hvor vi kunne tilbyde dem at køre med os i vores taxaer til Hoi An.

Da vi omsider kom ind i en bus, en meget lækker, stor bus, viste det sig, at den var for stor til at køre over en lille bro, som lå inden den station, vi skulle stå på toget igen. Alle måtte ud af bussen, bagagen i små biler, os ind i små biler og de sidste par hundrede meter op til den lille station, hvor vi kom ind i et nyt tog, men holdt i rigtig lang tid og ventede på et tog nordfra, som skulle passere stationen, før vi kunne komme videre af det ene spor, som forbinder Vietnam fra nord til syd. Den unge mand,der hjalp os, var meget god til engelsk og havde oven i købet været i Danmark. Han havde en doktorgrad i kemi. Den unge kvinde var bestyrer i en afdeling af en boghandel og havde noget med udgivelser at gøre, og hun skulle som os af i Da Nang og hjalp os hele vejen. Hende kunne vi også give plads i taxaen, da vi omsider nåede frem kl. 23.30 og køre hende til hendes hotel. Hun havde f.eks, ringet til vores hotel og fortalt om forsinkelsen, så de ikke holdt med taxaerne i Da Nang 10 timer, før vi var fremme!
Der var stor modtagelse af Henning og varm modtagelse af hele flokken med en rose til hver! På hotellet blev vi checket ind ganske hurtigt og kunne gå til ro i lækre airconditionerede værelser efter den lange rejse. I løbet af dagen sov vi selvfølgelig ind imellem, men det var en meget smuk tur med afvekslende flotte landskaber. Palmer, bjerge, ris på alle stadier i udviklingen, huse og øde områder vekslede på smukkeste vis.